Fradrag for vedligehold af ejendom – U 1958.1173 H
Resumé
Dom afsagt af:
Højesteret sat med 7 dommere
Dissens:
4-3
Tema:
Vedligeholdelsesomkostninger - forbedringsomkostninger
Fakta:
En lensgreve havde arvet en ejendom, men havde i perioden fra 1933-1944 bortforpagtet denne. I forpagtningsperioden var ejendommen i stærkt nedslidt stand. Da lensgreven efterfølgende selv overtog driften af ejendommen, foretog han en række istandsættelsesarbejder, som han ønskede at fradrage som vedligeholdelsesudgift i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra e. Han angav ved opgørelsen af sin skattepligtige indkomst et beløb som fradragsberettiget vedligeholdelsesudgift. Skattemyndighederne foretog en skønsmæssig nedsættelse af dette beløb med henvisning til, at der alene kunne foretages fradrag for den i lensgrevens ejertid indtrufne forringelse af ejendommen; ikke den forringelse, der var opstået før hans erhvervelse af denne. Skattemyndighederne henviste ligeledes til, at lensgreven kun kunne foretage fradrag for vedligeholdelsesomkostninger for slid og ælde, og ikke for forbedringsomkostninger, da den tidligere forpagter i en kontrakt havde påtaget sig at dække sidstnævnte omkostninger. Sagen gik således på, om istandsættelsesudgifterne efter deres art udgjorde fradragsberettigede vedligeholdelsesomkostninger eller forbedringsomkostninger, samt om der skulle gives fradrag med udgangspunkt i ejendommens stand på opførelsestidspunktet eller erhvervelsestidspunktet.
Eksamensrelevans:
Det følger af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, at der kan opnås fradrag for udgifter, der er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten. Dette suppleres af § 6, stk. 1, litra e, hvorefter der kan opnås fradrag for, hvad der er anvendt til blot vedligeholdelse eller forsikring af den skattepligtiges ejendele.
Det er her afgørende at sondre mellem vedligeholdelsesudgifter og forbedringsudgifter, da der kun kan opnås fradrag for vedligeholdelsesudgifter. Det fremgår direkte af statsskattelovens § 6, stk. 2, at der ikke er fradrag for omkostninger til forbedring af ejendom.
Vedligeholdelsesudgifter er kendetegnet ved, at de omfatter udgifter til imødegåelse af almindelig slid og ælde som følge af aktivets brug siden dets erhvervelse. Der er med andre ord tale om opretholdelse af status quo af aktivets stand siden dets erhvervelse. Der kan derimod ikke opnås fradrag for udgifter, der er opstået som følge af aktivets ringe stand før dets erhvervelse, da der i så fald er tale om en forbedringsomkostning. Forbedringsudgifter kendetegnes altså ved, at de bringer aktivet i bedre stand end ved erhvervelsen. Det afgørende for afgrænsningen er således aktivets tilstand på erhvervelsestidspunktet.
Se hertil Skatteretten 1 (2013), s. 279ff.
I dommen fastslog Højesteret netop, at der i statsskattelovens § 6, stk. 1, litra e, er fornøden hjemmel til, at der ved vurderingen af, om der er tale om vedligeholdelses- eller forbedringsudgifter, skal tages udgangspunkt i erhvervelsestidspunktet. I nærværende dom var erhvervelsestidspunktet dét tidspunkt, hvor lensgreven blev ejer af ejendommen og ikke først det tidspunkt, hvor han overtog driften af denne fra forpagteren. Der kunne derfor kun foretages fradrag for den forringelse, som var opstået i lensgrevens ejertid; ikke den forringelse, som var opstået før hans erhvervelse af denne.
Højesteret fandt, at lensgreven var berettiget til fradrag for de vedligeholdelsesudgifter, der var opstået efter erhvervelsestidspunktet som følge af almindelig slid og ælde og som følge af forpagterens manglende opfyldelse af sin kontraktlige forpligtelse til at dække øvrige vedligeholdelsesomkostninger. Lensgreven kunne imidlertid ikke føre bevis for, at skattemyndighederne ved deres skøn ikke havde taget højde for sådanne omkostninger. Skatteministeriet blevet på denne baggrund frifundet.
Bemærk, at der er i dommen er dissens angående spørgsmålet om erhvervelsestidspunktet, idet tre dommere udtaler, at der også bør indrømmes fradragsret for mangler opstået tidligere end erhvervelsen af ejendommen.
Af dommen kan i øvrigt udledes, at skattemyndighederne er berettiget til at foretage en skønsmæssig fordeling af afholdte udgifter i en vedligeholdelses- og forbedringsdel. Dette er efterfølgende bekræftet i eksempelvis U.1967.312 H og U.1969.220 Ø. Hvis en omkostning kategoriseres som en forbedringsomkostning, er det vigtigt at holde sig for øje, at den efter omstændighederne kan afskrives.
Til Eksamen
I dommen U 1958.1173 H arvede en lensgreve en ejendom i særdeles nedslidt stand. Da han efter ti års bortforpagtning overtog driften af denne, foretog han flere istandsættelsesarbejder og ønskede fradrag for disse. Dommen fastslog, at vedligeholdelsesudgifter er fradragsberettigede i medfør af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra e, under betingelse af, at der er tale om udgifter til udbedring af mangler opstået efter tidspunktet for erhvervelse af aktivet, og at der er tale om vedligeholdelsesudgifter, dvs. udgifter opstået på grund af almindelig slid og ælde og udgifter opstået på grund af aktivets brug efter dets erhvervelse; øvrige omkostninger vil snarere udgøre forbedringsomkostninger, der ikke er fradragsberettiget efter § 6, stk. 1, litra e.