Flybilletsagen – U 1999.939 H

Resumé

Kendelse afsagt af Højesteret

Dissens: 

Ingen

Tema: 

Immunitet

Faktum:

Sagen drejer sig om, hvorvidt Den Pakistanske Ambassade er forpligtet til at betale for nogle flybilletter, som en sekretær ved ambassaden bestilte til en af dennes ansatte og hans familie. Det var omtvistet, om bestillingen af flybilletterne var blevet annulleret.

Den Pakistanske Ambassade procederede på, at søgsmål var udelukket grundet de folkeretlige regler om immunitet. Byretten afviste sagen, men Østre Landsret fandt derimod, at søgsmål ikke var udelukket ved de folkeretlige regler om immunitet, idet tvisten angik et privatretligt mellemværende. Højesteret stadfæstede landsrettens afgørelse.

Det kan desuden nævnes, at Den Pakistanske Ambassade under sagens behandling for Højesteret anførte; at en ambassade ikke som sådan har partsevne og ikke uden videre kan sidsestilles med den stat, ambassaden repræsenterer. Ambassaden er knyttet til ambassadøren. Da denne efter art. 31 i Wienerkonventionen nyder immunitet mod søgsmål, kan heller ikke ambassaden sagsøges, medmindre der er givet udtrykkeligt afkald på immuniteten.

Højesteret anførte til dette, at sagen var anlagt mod Den Pakistanske Ambassade, som må fortolkes således, at den sagsøgte er den pakistanske stat. Da ambassadøren således ikke personligt er sagsøgt, finder Wienerkonventionens bestemmelser ikke anvendelse.

Eksamensrelevans:

Staters immunitet

Staters jurisdiktion begrænses af den folkeretlige immunitet, som kort fortalt er en beskyttelse tildelt fremmede stater, diplomater og internationale organisationer. Immunitet er en formalitetsindsigelse som må afgøres før sagens realitet kan behandles. Har en stat immunitet betyder det, at den nationale domstol er forpligtet til at afvise søgsmålet, hvis ikke den sagsøgte stat har givet afkald på sin immunitet.

Der er i den folkeretlige teori blevet diskuteret flere forskellige teorier angående den statslige immunitet. Se mere om disse teorier i kommentaren til U 1982.1128 H.

Nyere dansk retspraksis bygger dog på hvad der kaldes den restriktive teori. Hermed menes, at den statslige søgsmålsimmunitet kun omfatter tilfælde, hvor staten har handlet som statsmagts udøver, og altså ikke tilfælde hvor staten har foretaget handlinger af privatretlig karakter. Nærværende dom er netop et illustrativt eksempel på dette. Højesteret stadfæstede som sagt landsrettens begrundelse som sagde, at søgsmål ikke var udelukket ved de folkeretlige regler om immunitet, idet tvisten angik et privatretligt mellemværende. Nogenlunde samme resultat kom domstolene frem til i de ligeledes kommenterede domme U 1982.1128 H og U 1992.453 H.

Desuden har Den Pakistanske Ambassades anbringende om, at en ambassade ikke kan sagsøges, da en ambassade er knyttet til sin ambassadør, som nyder immunitet mod søgsmål efter art. 31 i Wienerkonventionen, eksamensrelevant interesse. Ifølge Wienerkonventionens artikel 31, stk. 1, skal en diplomatisk repræsentant, som f.eks. en ambassadør, nyde immunitet også i civile sager, undtagen visse privatretlige forhold. Højesteret gav dog ikke Den Pakistanske Ambassade medhold i dette synspunkt, da Den Pakistanske Ambassade retteligt måtte forstås som den pakistanske stat. 

Til Eksamen

Følgende tekststykke er tiltænkt som et eksempel på en kort og præcis reference til afgørelsen U 1999.939 H:

"I den folkeretlige teori har udstrækningen af den statslige immunitet været diskuteret. Nyere dansk retspraksis bygger dog på hvad der kaldes den restriktive teori. Hermed menes, at den statslige søgsmålsimmunitet kun omfatter tilfælde, hvor staten har handlet som statsmagts udøver, og altså ikke tilfælde hvor staten har foretaget handlinger af privatretlig karakter. U 1999.939 H er netop et illustrativt eksempel på dette, idet Østre Landsret og Højesteret fandt, at den folkeretlige immunitet ikke fritager en fremmed stat for søgsmål angående et privatretligt mellemværende."