Familiebestyrelsesmedlems erstatningsansvar – U 2001.873 H

Resumé

Dom afsagt af: 

Højesteret

Dissens: 

3-2 (for ikke at lempe erstatningen)

Tema: 

Erstatningsansvar, lempelse

Fakta:

Sagen vedrørte i sin helhed, hvorvidt A, B og C havde pådraget sig erstatningsansvar over for aktieselskabet ved at overdrage en ejendom til en købesum, som lå væsentligt under handelsværdien.

Et aktieselskab (”Aktieselskabet”) var ejet af ægtefællerne A og B. Bestyrelsen i Aktieselskab bestod af A, B og C. C var far til A. Ægtefællerne A og B ejede ligeledes et anpartsselskab (”Anpartsselskabet”).

Aktieselskabet købte i 1987 en byggegrund med henblik på at opføre et bilhus, der skulle lejes ud til bilforhandlere. Aktieselskabet havde økonomiske problemer, og i marts 1989 solgte Aktieselskabet ejendommen til Anpartsselskabet. ”Ejendommen” blev solgt for kr. 5.510.726,55. I 1990 videresolgte Anpartsselskabet Ejendommen for kr. 8.050.000.

A og B var klar over, at overdragelsen skete mellem to selskaber, der havde samme ejerkreds. Det var en forudsætning for prisfastsættelsen, at skattevæsenet ville godkende dette, idet man ville undgå avancebeskatning. A og B mente ikke, trods anbefaling fra deres advokat, at det ikke var nødvendigt at indhente en skriftlig vurdering af ejendommen, idet prisen på kr. 5.510.726,55 var en del højere end den offentlige vurdering på 4.7 mio. kr. Af skønserklæring af 1. december 1994, fremgik, at Ejendommens handelsværdi pr. 1. marts 1989 var ca. 7.3. mio. kr.

Faderen C var ikke medejer i Aktieselskabet og deltog alene i bestyrelsen, idet der skulle være tre medlemmer. C deltog aldrig i bestyrelsesmøderne, og C vidste ikke, at det blev besluttet, at Ejendommen skulle sælges. A og B drøftede ikke økonomi med C, og C havde i det hele taget ingen indflydelse på beslutningerne i Aktieselskabet. C’s rolle var alene, at han skulle ”skrive under”. Under sagen blev det forklaret, at C havde kronisk bronkitis, og fra 1975 begyndte han at blive dement. C afgik ved døden under sagens forberedelse til landsretten.

Efter at Aktieselskabet var gået konkurs, anlagde konkursboet retssag mod A, B og C med påstand om betaling af erstatning på 1. mio. kr.

Ved Landsretten blev det lagt til grund, at Ejendommen blev solgt til en pris, der lå væsentligt under Ejendommens værdi. Bestyrelsesmedlemmerne fandtes derfor erstatningsansvarlige efter aktieselskabslovens § 140 (nu SL § 361) i overensstemmelse med konkursboets principale påstand.

For Landsretten blev det gjort gældende, at erstatningen skulle nedsættes for C i medfør af ASL (nu SL § 363), hvilket ikke blev taget til følge.

For Højesteret angik sagen alene kravet mod C’s dødsbo. Højesteret tiltrådte, at C var erstatningsansvarlig for Aktieselskabets tab. Flertallet udtaler, at C var ukyndig mht. bestyrelsesarbejdet og sad alene i bestyrelsen, idet han blev overtalt hertil. C’s ansvarspådragende fejl bestod i ikke at undersøge den kritisable disposition yderligere. C modtog ingen oplysninger om dispositionens særlige karakter af selskabets professionelle rådgivere. Erstatningskravet var af så betydelig størrelse, at det ikke kunne dækkes gennem C egen bodel og indtjening. Herefter nedsatte flertallet erstatningen til kr. 300.000.

Mindretallet fandt, at C ved sin fuldstændige undladelse af varetagelsen af sine forpligtelser som bestyrelsesmedlem havde gjort sig skyldig i en betydelig uagtsomhed, selv om baggrunden herfor var, at han handlede i tillid til sin søn og svigerdatter. Mindretallet mente således, at der ikke var grundlag for at lempe ansvaret.

Eksamensrelevans:

Reglerne om erstatningsansvar findes i selskabsloven kapitel 22. Indgangsbønnen i dette kapitel er SL § 361, stk. 1, 1. pkt., hvoraf fremgår, at ”stiftere og medlemmer af ledelsen, som under udførelsen af deres hverv forsætligt eller uagtsomt har tilføjet kapitalselskabet skade, er pligtige til at erstatte denne.” Bestemmelsen medfører ikke en særlig ansvarsregel men henviser til dansk rets almindelige erstatningsregler (culpa-normen – med ligefrem bevisbyrde). Culpa-normen, som lægges til grund, er den samme for alle ledelsesmedlemmer, der er indvalgt i ledelsen. Ledelsesmedlemmer, som indvælges som følge af familiemæssige relationer (ikke-professionelle ledelsesmedlemmer), må således forvente, at deres eventuelle skadevoldende handlinger bedømmes efter samme målestok som den øvrige ledelse.

En ellers kommerciel velbegrundet beslutning, men som lider af utilstrækkelig undersøgelse af de faktiske forhold, nyder ikke beskyttelse mod domstolenes efterfølgende indgriben. Denne dom viser, at dødsboet efter ledelsesmedlemmet blev pålagt erstatningsansvar i forbindelse med et kriseramt selskabs salg af en fast ejendom til et andet selskab med samme ejerkreds – uden at der var indhentet vurdering af ejendommens reelle værdi.

Retspraksis viser, at det er af afgørende betydning, hvorvidt beslutninger er truffet på et oplyst og kvalificeret grundlag. Ledelsesmedlemmer, som alene indvælges pga. familiemæssige relationer, nyder ingen særlig beskyttelse i så henseende. Denne dom viser endvidere, at der i stedet kan gøres brug af muligheden for at lempe ansvaret. Såfremt der foreligger særlige grunde, kan personer, der er ifaldet erstatningsansvar efter reglerne i selskabsloven, få dette ansvar lempet i medfør af reglerne i SL § 363.

Til Eksamen

Højesteret fastslog i U.2001.873H, at et familiebestyrelsesmedlem var erstatningsansvarlig, uagtet at denne led af kronisk bronkitis. In casu deltog bestyrelsesmedlemmet alene passivt i ledelsen og havde ingen reel indflydelse – bestyrelsesmedlemmets rolle bestod reelt i ”at underskrive”. Denne dom fastslår, at man ansvarsmæssigt ikke kan ”køre på frihjul”. Familiemedlemmer og andre ikke-professionelle bestyrelsesmedlemmer erhverver ingen særlig ret til at blive målt efter en specielt lempelig culpamålestok.

Domstolene har ikke ønsket at tilpasse ansvarsnormen. Imidlertid kan der i stedet efter omstændighederne gøres brug af lempelsesreglen i SL § 363, stk. 1, hvilket betyder, at selve erstatningen kan nedsættes ”når dette findes rimeligt under hensyn til skyldgraden, skadens størrelse og omstændighederne i øvrigt”.