Esbjerg Taxa – U 1977.495/2 H

Resumé

Dom afsagt af Højesteret med 7 dommere

Dissens: 

Ingen

Tema: 

Forvaltningsret, sagsbehandlingsfejl, generel modificeret væsentlighedsbedømmmelse

Fakta

Sagsøger, som var taxavognmand i Esbjerg Kommune, søgte om bevilling til hyrevognskørsel, men fik afslag på denne ansøgning. Kommunen havde truffet afgørelsen på baggrund af oplysninger indhentet fra en konkurrerende taxavirksomhed, som udtalte sig kritisk om sagsøgeren. Sagsøgeren havde hverken fået forelagt eller haft mulighed for at kommentere på de indhentede oplysninger. Der var desuden ikke indhentet yderligere oplysninger, og der forelå ikke klager eller indberetninger om dårlig opførsel eller lignende forhold, som kunne begrunde en afvisning. Kommunen havde desuden ikke givet tilstrækkelig vejledning angående muligheden for at drive virksomhed uden bevilling. Højesteret dømte herefter kommunens afslag ugyldigt.

Eksamensrelevans

Dommen er relevant i forbindelse med vurderingen af væsentligheden af sagsbehandlingsfejl. I nærværende sag var der tale om en krænkelse af partshøringspligten, officialprincippet og vejledningspligten. Det bemærkes, at forvaltningsloven ikke eksisterede på tidspunktet for dommens afsigelse, hvorfor der var tale om ulovbestemte pligter til partshøring og vejledning (disse regler findes i dag i hhv. forvaltningslovens §§ 19 og 7). Officialprincippet (undersøgelsesprincippet) hviler på en almindelig retsgrundsætning og kan kun fraviges ved lov.

Tilsidesættelsen af de ovennævnte regler fandtes i den konkrete sag at medføre afgørelsens ugyldighed.

Dommen kan bruges som eksemplificering af retsstillingen i Danmark, hvor der (formentlig) anvendes en modificeret generel væsentlighedsvurdering. Dette indebærer, at hvis en sagsbehandlingsfejl efter en generel vurdering ikke kan antages at påvirke afgørelsens indhold (ordensforskrift), vil afgørelsen trods fejlen være gyldig. Hvis fejlen derimod efter en generel vurdering kan antages at påvirke afgørelsens indhold (garantiforskrift), bevirker det, at afgørelsen bliver ugyldig, medmindre det kan antages, at fejlen i det konkrete tilfælde har været uden betydning.

Højesteret tiltrådte mindretallet i landsretten, der udtalte, at krænkelsen af partshøringspligten, officialprincippet samt vejledningspligten efterlod en sådan tvivl om, hvorvidt kommunen havde været i stand til på et sagligt og korrekt grundlag at udøve ”et samlet skøn over sagsøgerens egnethed til at komme i betragtning ved meddelelse af hyrevognsbevilling”, at afgørelsen måtte anses for ugyldig.

Ad partshøringspligt

Partshøringspligten er en garantiforskrift, der giver parten lejlighed til at gøre sig bekendt med og udtale sig om oplysninger i sagen.

Sagsøgeren skulle i nærværende sag have været gjort bekendt med de oplysninger, som kommunen havde indhentet hos den konkurrerende virksomhed.

Ad officialprincippet (undersøgelsesprincippet)

Officialprincippet er en retsgrundsætning, der foreskriver, at forvaltningen har ansvaret for sagens oplysning. I den konkrete sag udtalte landsrettens mindretal, at det havde været muligt for Esbjerg Kommune at oplyse sagen yderligere, hvorfor det var en krænkelse af officialprincippet at afgøre sagen på det foreliggende grundlag. At forvaltningen har ansvaret for sagens oplysning, indebærer ikke, at forvaltningen har pligt til selv at fremskaffe alle oplysninger i sagen. Forvaltningen har derimod pligt til at tage initiativ til at tilvejebringe alle oplysninger i sagen, og i en række tilfælde kan pligten opfyldes ved at bede eller pålægge borgere eller andre myndigheder at udlevere oplysninger.

Ad vejledningspligt

Hovedsynspunktet bag vejledningspligten er at undgå, at en borgers misforståelser, uvidenhed eller lignende fører til, at borgeren lider et retstab. I den konkrete sag kunne Esbjerg Kommune have undgået dette ved at vejlede om, at bevillingen ikke var en nødvendig betingelse for at opnå tilknytning til bestillingskontoret.  

Til Eksamen

I eksamensøjemed kan afgørelsen inddrages på følgende vis:

I U 1977.495/2 H fastslog Højesteret, at sagsbehandlingsfejl i form af manglende partshøring samt utilstrækkelig oplysning og vejledning måtte føre til, at en kommunes afgørelse var ugyldig. Det kunne ikke udelukkes, at fejlene havde gjort kommunen ude af stand til at træffe afgørelsen på et sagligt og korrekt grundlag.