Dommer-sagen – U 1935.1H
Resumé
Dom afsagt af: Højesteret
Dissens: Ingen
Tema: Statsret, grundlovens § 64, 3. pkt., dommeres personelle uafhængighed, prøvelse af loves grundlovsmæssighed
Fakta
Der blev i 1933 indført en lov (aldersgrænseloven), der bestemte, at dommere automatisk skulle afskediges med pension, når de fyldte 70 år. Forinden var der ikke nogen lovbestemt aldersgrænse for dommere, da loven byggede på princippet om dommerkaldets livsvarighed.
Aldersgrænseloven af 1933 gav anledning til en retssag, da 6 byretsdommere anlagde sag mod staten med påstand om, at aldersgrænseloven var i strid med grundlovens daværende § 64, 3. pkt., lydende: ”Dog kan den Dommer, der har fyldt sit 65de Aar, afskediges, men uden Tab af Indtægter.”
De 6 dommere anførte til støtte for deres synspunkt, at aldersgrænseloven af 1933 var i strid med grundloven. De sagsøgende dommere krævede at få forskellen mellem deres pension og den løn, de ville have fået som dommere i erstatning, jf. grundlovens ordlyd: ”afskediges, men uden Tab af indtægter”.
Højesteret udtalte, at grundlovens § 64 (dengang § 71) må antages at åbne plads for, at der ved lov fastsættes en regel om, at dommere ubetinget skal afgå ved en bestemt alder, hvis aldersgrænsen fastsættes sagligt, således at dommerne ved denne alder ikke længere kan anses som fuldt egnede til at bestride deres embede. Højesteret fandt, at dette var tilfældet med den absolutte aldersgrænse på 70 år, da den ikke berørte dommernes uafhængighed ellers gav plads til vilkårlighed fra den udøvende magts side.
Derudover udtalte Højesteret på baggrund af grundlovens § 64 formål og tilblivelse, at bestemmelsen om ”uden tab af indtægter” er rettet mod afskedigelser, som foretages ved regeringens skøn over en dommers personlige forhold. Den ufravigelige regel om afskedigelse ved 70 år med aldersgrænseloven gav netop ikke den udøvende magt noget skøn, hvorfor det ikke var i strid med grundloven udelukkende at tilkende de afskedigede dommere pension. Reglen gjorde det jo netop ikke muligt for den udøvende magt at påvirke dommeren økonomisk, da den udøvende magt ikke var overladt noget skøn (truslen om vilkårlig afskedigelse og derved tab af indtægter).
Grundloven blev i 1953 ændret, hvorefter det blev tilføjet til bestemmelsen i grundlovens § 64, 3 pkt., at en dommers ret til fuld løn kun består indtil det tidspunkt, hvor han ville blive afskediget som følge af alder.
Eksamensrelevans:
Dommen bidrager til forståelsen af grundlovens § 64. Grundlovens § 64, 3. pkt., skal beskytte en dommers personlige uafhængighed fra den udøvende magt. Bestemmelsen skal således bidrage til, at dommeren ikke udsættes for noget pres fra den udøvende magt, som kan have indflydelse på dommerens arbejde. En ufravigelig aldersgrænse baseret på saglige principper, hvor den udøvende magt ikke er tillagt noget skøn, var derfor ikke i strid med grundloven.
Dommen er et eksempel på, at domstolene har kompetence til at prøve loves materielle grundlovsmæssighed, altså spørgsmålet om hvorvidt en almindelig lov indholdsmæssigt strider mod grundloven. Der er i den juridiske teori ikke tvivl om, at domstolenes prøvelsesret er hjemlet i en klar, langvarig og fast retspraksis. I dommer-sagen foretog domstolene en indgående prøvelse af, om aldersgrænseloven var i overensstemmelse med grundloven og dette konkluderede Højesteret altså, at den var.
Til Eksamen
Dommer-sagen U 1935.1H omhandler dommeres afskedigelse på grund af alder. Sagen drejede sig om en gruppe af dommere, der havde anlagt sag mod staten, fordi de var utilfredse med en ny lov, der medførte dommeres automatiske afskedigelse, når de fyldte 70 år. Højesteret fandt, at den omstridte lov var i overensstemmelse med grundloven. Af Højesterets bemærkninger kan det udledes, at grundloven åbner muligheden for, at dommere ubetinget skal afgå ved en bestemt alder, såfremt aldersgrænsen fastsættes sagligt. Dommerne kan ved denne sagligt fastsatte alder ikke længere anses som fuldt egnede til at bestride deres embede. Af dommen kan det tillige udledes, at udtrykket i grundloven: ”uden tab af indtægter” er rettet mod afskedigelser, som foretages ved regeringens skøn over en dommers personlige forhold.