Det for sent indsendte svarskrift – U 2010.2030/2 V

Resumé

Kendelse afsagt af: 

Vestre Landsret

Dissens: 

Ingen

Tema: 

Civilproces, udeblivelse, proceskrifter

Fakta:

Selskab, A, havde anlagt sag mod sagsøgte, B. Frist for afgivelse af svarskrift i sagen var fastsat til den 5. januar 2010. Byretten modtog Bs svarskrift den 7. januar 2010 med telefax og det originale svarskrift den 8. januar. Idet fristen for afgivelse af svarskriftet var overskredet, anmodede A retten om at afsige udeblivelsesdom. Landsretten afviste anmodningen under henvisning til, at der var tale om en beskeden fristoverskridelse, og at sagen måtte forventes genoptaget, såfremt der afsagdes udeblivelsesdom.

Eksamensrelevans:

Det påhviler parterne i en retssag at fremskaffe og fremlægge processtof i processkrifter og ved retsmøder. Hvis en part ikke indleverer et nødvendigt processkrift eller ikke møder ved et retsmøde, anses parten for udeblevet, forudsat at denne har fået behørig meddelelse om sin møde-/handlepligt.

Virkningen af en udeblivelse vil afhænge af, om den udeblevne part er sagsøger eller sagsøgte, ligesom også karakteren af udeblivelsen spiller en rolle (hvornår der udeblives og med hvad). Det er i udgangspunktet retten, der tager stilling til, om sagen som følge af udeblivelsen skal afvises, afgøres ved udeblivelsesdom, eller om sagen skal udsættes for at blive forhandlet med deltagelse af begge parter på et senere tidspunkt.

Såfremt sagsøger udebliver, er hovedreglen, at der afsiges afvisningsdom. En sådan afvisningsdom har ikke retskraft, hvorfor sagsøger kan anlægge sagen igen.

Udebliver sagsøgte, er udeblivelsesvirkningen i hovedreglen, at der afsiges udeblivelsesdom. Ofte vil dette indebære, at der afsiges dom efter sagsøgers påstand. Hvis sagsøgers påstand er uklar eller hvis sagsøgers sagsfremstilling forekommer urigtig, vil retten dog afvise sagen i stedet.

Hvis begge parter udebliver, vil udeblivelsesvirkningen være, at retten hæver sagen. Dette skyldes, at parterne i sådanne tilfælde må antages at have forligt sagen, hvorfor det forekommer mest hensigtsmæssigt, at retten blot slutter sin behandling af sagen.

Reglerne om udeblivelse har i særlig grad givet anledning til problemer i relation til processkrifter (stævning, svarskrift, replik og duplik).

En part kan udeblive med svarskrift enten ved for sen indlevering, eller hvis svarskriftet ikke opfylder kravene hertil og derfor er uegnet til at danne grundlag for sagens videre behandling. I den situation er udgangspunktet, at dette får udeblivelsesvirkning, og at der derfor afsiges udeblivelsesdom, jf. retsplejelovens § 352, stk. 1. Selv en ganske kort fristoverskridelse vil kunne have udeblivelsesvirkning, og der er ikke umiddelbart efter ordlyden af retsplejelovens § 352 hjemmel for retten til at gøre undtagelse herfra. Det følger imidlertid af U.2010.2030/2V, at retten efter en samlet vurdering kan beslutte, at blandt andet en sådan kort fristoverskridelse ikke skal tillægges udeblivelsesvirkning.

I nærværende sag havde selskab, A, anlagt sag mod sagsøgte, B. Frist for afgivelse af svarskrift i sagen var fastlagt til den 5. januar 2010. Retten modtog Bs svarskrift pr. telefax den 7. januar og i original form den 8. januar. Idet B havde overskredet fristen for svarskriftets afgivelse, anmodede A om, at der afsagdes udeblivelsesdom. Landsretten afviste anmodningen under henvisning til, at der var tale om en beskeden fristoverskridelse, og at sagen måtte forventes genoptaget, hvis der blev afsagt udeblivelsesdom. I den forbindelse bemærkede landsretten, at principperne i den tidligere bestemmelse i retsplejelovens § 354, stk. 7 (en historisk bestemmelse, som gav hjemmel til at undlade at tillægge en parts udeblivelse med svarskrift udeblivelsesvirkning) stadig finder anvendelse, og i dag er videreført i retsplejelovens § 360, stk. 7.

Kendelsen fastslår, at retten kan gøre undtagelse til hovedreglen om, at udeblivelse med svarskrift fører til, at der afsiges udeblivelsesdom efter sagsøgers påstand, jf. retsplejelovens § 352. Dette skyldes, at principperne i den tidligere bestemmelse i retsplejelovens § 354, stk. 7 stadig finder anvendelse, hvilket også anføres i forarbejderne til retsplejelovens § 360, stk. 7 (nugældende). Her fremgår det, at bestemmelsen viderefører principperne i retsplejelovens § 354, stk. 7.

Til Eksamen

U.2010.2030/2V kan i en eksamenssituation inddrages på følgende vis:

I U.2010.2030/2V afviste Vestre Landsret at afsige udeblivelsesdom som følge af, at sagsøgte havde indleveret svarskrift 2 dage for sent. Landsretten lagde vægt på, at der var tale om en beskeden fristoverskridelse, og at sagen måtte forventes genoptaget, såfremt der afsagdes udeblivelsesdom. I sagen fastslås det, at der kan gøres undtagelse til udgangspunktet om, at udeblivelse med svarskrift medfører, at der afsiges udeblivelsesdom efter sagsøgers påstand, jf. retsplejelovens § 352.