Det offentlige som vejejer – U 1956.289 H

Resumé

Dom afsagt af: 

Højesteret

Dissens: 

8 - 1

Tema: 

Fastlæggelse af lovlige kriterier

Fakta

Sagen drejede sig om, at Københavns Havnevæsen havde forbudt en cigarhandler at parkere ud for Burmeister & Wain for at levere spiritus til skibsværftets arbejdere, der forinden havde bestilt spiritussen fra cigarhandleren.

Cigarhandleren havde i flere år udøvet sin forretning efter et vant mønster, hvor han om eftermiddagen modtog bestillinger på spiritus fra Burmeister & Wains arbejdere, der på hjemvejen passerede hans forretning. De bestilte varer afleverede han fra sin bil til kunderne dagen efter ved frokostpausens begyndelse på Refshalevej uden for Burmeister & Wain.

Københavns Havnevæsen, der ejede Refshalevej, forbød cigarhandleren at tage opstilling på vejen efter, at Burmeister & Wain havde rettet henvendelse til myndighederne med et ønske om, at cigarhandlerens forretning skulle bringes til ophør. Refshalevej havde siden indgåelsen af en overenskomst i 1926 været åben for almindelig færdsel.

Københavns Havnevæsen havde i sagen nedlagt påstand om, at cigarhandleren skulle anerkende, at han uden Københavns Havnevæsens samtykke var uberettiget til at udlevere spirituøse drikke på Refshalevej.

Burmeister & Wain var biintervenienter i sagen, og de anførte, at de ønskede at få udleveringen af spiritus standset, da spiritusnydelse i arbejdstiden eller arbejdspauser kan være en medvirkende årsag til ulykkestilfælde under arbejdet og kan virke skadeligt for ro og orden på arbejdspladsen.

Højesterets flertal bemærkede indledningsvis i dommen, at det ikke var gjort gældende, at cigarhandlerens benyttelse af Refshalevej var til gene for den almindelige færdsel. Herefter fandt Højesterets flertal, at cigarhandlerens anvendelse af vejen ikke gik ud over, hvad der omfattes af almindelig færdsel.

Højesterets flertal fastslog derudover, at Københavns Havnevæsen med deres påstand over for cigarhandleren ikke forfulgte formål, som det naturligt påhviler dem at varetage. Højesteret fandt derfor, at Københavns Havnevæsen ikke havde kunnet forbyde cigarhandlerens udlevering af spiritus på Refshalevej.

Dissensen i Højesteret mente, at Københavns Havnevæsen, som ejer vejarealet, var berettiget til modsætte sig benyttelsen af vejarealet, når den med føje kunne frygtes at medføre forstyrrelse af ro og orden såvel som en forøgelse af risikoen på arbejdspladsen. Dissensen mente, at cigarhandlerens anvendelse af vejarealet medførte en sådan risiko.

Eksamensrelevans

Fastlæggelse af lovlige kriterier: Forvaltningsmyndighederne må kun lægge vægt på lovlige kriterier, når de træffer afgørelse over for borgerne. Afgrænsningen af, hvilke kriterier myndighederne lovligt må lægge vægt på i en konkret afgørelse, sker på baggrund af en bred anvendelse af forskellige retskildemæssige faktorer. Loven og dens forarbejder udgør sådanne retskildemæssige faktorer, men til tider forekommer disse ikke at rumme en udtømmende eller tilstrækkelig entydig formålsbeskrivelse.

I sådanne situationer må man da søge til andre retskildemæssige faktorer, der har karakter af almene synspunkter, som har været lagt til grund i domstolenes og Folketingets Ombudsmands praksis.

Et af disse synspunkter er, at de offentlige myndigheder af lovgiver har fået deres beføjelser for at varetage offentlige formål. De offentlige myndigheder må derfor ikke anvende deres beføjelser til fordel for de ansattes eller andres private interesser. I forhold til anvendelsen af kriterier, der tjener til at fremme andres private interesser, har domstolene fastslået, at sådanne kriterier skal have en tæt forbindelse til beføjelsens direkte formål for at være lovlig.

Højesterets flertal fandt i denne sag, at Københavns Havnevæsen som offentlig myndighed ikke kunne anvende sine beføjelser til at forbyde cigarhandlerens anvendelse af Refshalevej til udlevering af spiritus, da det lå uden for de formål, som havnevæsnet naturligt skal varetage.

Til Eksamen

Til eksamen kan denne dom anvendes til en diskussion om, hvornår en myndighed har lagt vægt på kriterier, der ikke er lovlige. Dommen kan bruges som et eksempel på et tilfælde, hvor en myndighed ved udstedelsen af et forbud ikke havde forfulgt formål, som de naturligt skulle varetage, og derved uretmæssigt havde lagt vægt på kriterier, der tjente til at fremme andres private interesser.