Det frontale bilsammenstød – U 1988.583 V

Resumé

Dom afsagt af: 

Vestre Landsret

Dissens: 

Ingen

Tema: 

Skadelidtes medvirken ved grov uagtsomhed, færdselsloven 

Fakta

En bilist blev dræbt på stedet ved et frontalt sammenstød med en modkørende bil og efterlod sig en hustru og to børn, som gjorde krav på forsørgertabserstatninger fra den modkørende bilist lovpligtige ansvarsforsikring. Den afdøde bilist blev anset for at have udvist grov uagtsomhed i forbindelse med ulykken, hvorfor retten under hensyn til bilistens spirituspåvirkethed og karakteren af færdselsuheldet fandt det rimeligt at nedsætte forsørgertabserstatningerne med 1/3. Retten fandt imidlertid ikke, at afdøde havde medvirket til skaden ved så grov uagtsomhed, at de efterladtes krav på erstatninger som følge heraf burde bortfalde i medfør af færdselslovens § 101, stk. 2, 2. pkt.

Eksamensrelevans

Ved vurderingen af, om forsørgertabserstatningerne skal nedsættes eller bortfalde som følge af skadelidtes medvirken ved grov uagtsomhed, jf. færdselslovens § 101, stk. 2, 2. pkt., tager retten stilling en række faktiske omstændigheder vedrørende ulykken.

Det blev således i nærværende sag lagt til grund, at:

• Afdøde havde ført bilen med en skønnet hastighed på ca. 100 km/t.
• Føret var vådt og pletvist glat
• Sigtbarheden var nedsat som følge af tåge
• Vejen slog en svag bue på ulykkesstedet
• Afdøde slingrede ind i den modkørende vejbane
• To timer efter ulykkestidspunktet blev der målt en blodalkoholkoncentration på 2,35 hos afdøde 

Henset til samtlige ovennævnte omstændigheder kom retten frem til, at ulykken var forårsaget som følge af, at afdøde ikke havde været i stand til at føre bil på en betryggende måde grundet den høje spirituspåvirkning. Retten fandt det derfor rimeligt at nedsætte forsørgertabserstatningerne med 1/3 under hensyn til karakteren af ulykken og særligt den høje alkoholkoncentration i afdødes blod. Det blev imidlertid ikke fundet, at den grove uagtsomhed havde en sådan særlig karakter, så forsørgertabserstatningerne skulle bortfalde. Til støtte herfor lagde retten særligt vægt på de sociale hensyn, der gør sig gældende i færdselslovens § 101, stk. 2, 2. pkt., og forarbejderne til bestemmelsen, som lemper vurderingen af den grove uagtsomhed i sager, hvor der kræves erstatning for tab af forsørger. 

Til Eksamen

Til trods for at dommen er konkret begrundet og således ikke af principiel karakter, viser den udemærket rettens vurdering af, hvorvidt en skadelidt har medvirket til skaden ved forsæt eller grov uagtsomhed, og om den pågældende som følge heraf skal tilkendes fuld, nedsat eller ingen erstatningen. I nærværende sag lægger retten på den ene side vægt på en række faktiske omstændigheder omkring færdselsuheldet, som taler for at erstatningen skal nedsættes/bortfalde, og på den anden side inddrages de sociale hensyn bag lovgivningen, som taler for at yde fuld erstatning. Selvom det ikke entydigt ud fra rettens begrundelse kan udledes, hvilke omstændigheder der vægter tungest i afvejningen, må det i lyset af rettens fremhævelser antages, at spirituspåvirkningen hos skadelidte vægter tungt. 

For lignende sager på området se side 218 ff. i ”Lærebog i Erstatningsret” af Bo von Eyben og Helle Isager, 7. udgave, 1. oplag 2011, hvor der er gengivet en række sager med forskellige udfald, dvs. tilkendt henholdsvis fuld, nedsat og ingen erstatning.