Den uhæderlige hushandel – U 1990.168/2 H

Resumé

Dom afsagt af: 

Højesteret

Dissens: 

Ingen

Tema: 

Aftaleret, ugyldighed (§ 33)

Fakta

Et ægtepar ønskede at købe huset, hvori en af deres bekendte, H, boede. H havde over for parret gjort klart, at han ikke ønskede at sælge huset. Der var dog mellem parterne uenighed om, hvorvidt man på et tidligere tidspunkt havde aftalt en handel af huset, uanset at denne handel senere var trukket tilbage. Ægteparret, der var blevet fortørnet over rygter om, at H var ved at sælge huset til anden side, tog sammen med en ejendomsmægler og en fjerde ned til H, og fik, på trods af at H var ordblind og uden bistand, udvirket en købsaftale indeholdende særlige vilkår. Landsretten og senere Højesteret kom på baggrund af sagens omstændigheder frem til, at det ville stride imod almindelig hæderlighed at gøre købsaftalen gældende og erklærede således aftalen ugyldig i medfør af aftalelovens § 33.

Eksamensrelevans

Afgørelsen er interessant til illustration af forskellene mellem flere af aftalelovens ugyldighedsbestemmelser uanset at flere af disse ikke eksplicit omtales i afgørelsen selv.

Den anvendte bestemmelse i afgørelsen er aftalelovens § 33. Dette er en generalklausul, og anvendelsen af denne bestemmelse beror på en vurdering af retsstandarden for en hæderlig aftale. Af praksis ses det, at bestemmelsen har mistet meget af sin praktiske anvendelse siden indførslen af "den store generalklausul" i § 36. En af de helt centrale forskelle på disse to bestemmelser er, at § 36, i vurderingen af en urimelig aftale, også tager hensyn til forhold efter aftaletidspunktet. Heroverfor skal alene i vurderingen af, om der foreligger en uhæderlig aftale efter § 33, inddrages forhold indtil tidspunktet for løftemodtagers kundskab.

Afgørelsen kunne også tegne en grænse i forholdet mellem § 31 og § 33. Der synes umiddelbart at være lagt vægt på, at ægteparret med to fremmede mødte op og "udvirkede" underskriften. Hertil fremgår det af sagsøgtes procedure, at man fik tilegnet sig underskriften under foregivelse af en forpligtelse hertil, ligesom det af forklaringerne i øvrigt flere gange fremgår, at der nævnes at skulle være sagt at H, hvis han ikke skrev under, gjorde noget ulovligt. Det kunne hertil synes nærliggende at diskutere udnyttelse efter indholdet i aftalelovens § 31, stk. 1, men i stedet fokuseres, i henhold til de nedlagte påstande, på § 33 og standarden for hæderlighed. Dette er muligvis fordi, sagens omstændigheder ikke har været klare nok til, at man fra sagsøgtes side har ment, at man kunne komme igennem med en påstand om udnyttelse efter § 31.

Det synes af landsrettens præmisser og hertil Højesterets stadfæstelse klart, at der har været lagt stor vægt på det forhold, at ægteparret mødte op på H's bopæl med to for ham fremmede personer. Hertil også den pressionseffekt dette måtte have haft på H, sammenholdt med den ikke ukomplicerede aftale der indgås med H, der er ordblind og i øvrigt ingen bistand havde. Det er denne sum af forhold domstolene således har vurderet "uhæderlig".

Til Eksamen

I en eksamenssituation er afgørelsen umiddelbart mest relevant i relation til aftalelovens § 33, og kan eksempelvis anvendes på følgende måde:

"[...], jf. dommen U 1990.168/2 H hvor en køber sammen med sin ægtemand og to for sælger fremmede mødte op på sælgers bopæl og udvirkede en underskrift på en købsaftale."

Dommen kan eksempelvis anvendes til at illustrere nogle at de forhold og momenter, der indgår i vurderingen af, om en aftale er "uhæderlig".