Den ugyldige pristalsregulering – U 1998.1674 H

Resumé

Dom afsagt af: 

Højesteret

Dissens: 

Ingen

Tema: 

Familieret. Ægtepagt. Særeje. Præceptivitet.

Fakta:

Ægtefæller oprettede i forbindelse med ægteskab en ægtepagt om fuldstændig særeje, dog med den modifikation, at der vedrørende mandens formue var gjort nogle undtagelser, herunder at 20 mio. kr. af tilbagekøbsværdien af nogle af mandens tilhørende livsforsikringspolicer skulle være fælleseje.

Ægtefællerne oprettede senere et tillæg til ægtepagten, hvorefter hustruens andel af fællesejet skulle pristalsreguleres, dvs. i en udbetalingssituation reguleres med et tillægsbeløb som kompensation for inflationsforringelsen.

Da ægtefællerne blev separeret, fik hustruen imidlertid alene udbetalt 10 mio. kr. i henhold til den oprindelige ægtepagt, idet manden bestred gyldigheden af ægtepagtstillægget om pristalsregulering.

Spørgsmålet i sagen var, hvorvidt det senere oprettede og tinglyste tillæg til ægtepagten om regulering af fællesejets størrelse (pristalsreguleringen) var gyldigt, dvs. om der var hjemmel til aftalen i retsvirkningslovens § 28. Højesteret konkludere, at en aftale om en individuel formueordningsbestemmelse skal have sikker hjemmel i retsvirkningslovens § 28, og at sådan hjemmel ikke var til stede for så vidt angik aftalen om pristalsregulering. Højesteret kendte derfor tillægsaftalen ugyldig.

Eksamensrelevans

Præceptivitet:

Retsvirkningslovens § 28, stk. 1 fastlægger hvorledes ægtefæller kan aftale særeje, og stk. 2 fastlægger hvorledes der kan aftales begrænsninger i dette særeje. Retsvirkningslovens § 28 er præceptiv, forstået på den måde, at den angiver rammerne for, hvad ægtefæller kan aftale om formueordningen. Ægtefællerne kan således i ægtepagtsform alene aftale de i retsvirkningslovens § 28 opregnede muligheder for særejets eller fællesejets omfang, og hvad der aftales ud over disse rammer må derfor være ugyldigt. Dette princip blev ubetinget bekræftet af Højesteret i dommen U 1998.1674H, hvor det i præmisserne udtaltes, at en aftale om en individuel formueordning må have ”sikker hjemmel i § 28”.

Dommen bidrager således til forståelsen af grænserne for aftalefriheden i § 28. Spørgsmålet i sagen var, om aftaletillægget om pristalsregulering havde hjemmel i retsvirkningslovens § 28. I den konkrete sag, skulle hjemlen til pristalsreguleringen findes i retsvirkningslovens § 28, stk. 2, hvorefter en aftale efter stk. 1 kan angå en del af ægtefællernes ejendele.

Højesteret fandt, modsat landsrettens flertal, at hverken § 28’s ordlyd eller forarbejderne gav et tilstrækkeligt sikkert grundlag for at antage, at ægtepagtstillægget var en gyldig aftale mellem parterne, og frifandt derfor manden.

Gyldigheden af aftaler om sumfælleseje

Højesteret bemærkede til slut, at gyldigheden af ægtepagten om, at 20 mio. kr. af tilbagekøbsværdien af nogle af mandens livsforsikringspolicer skulle være fælleseje, ikke var til pådømmelse, hvorefter Højesteret tog mandens frifindelsespåstand til følge. Det er i teorien antaget, at dommen må tages til indtægt for, at Højesteret formentlig ville have imødekommet en påstand om, at også ægtepagtbestemmelse om sumfællesejet var ugyldig. Hvorvidt aftale om sumsæreje knyttet til et aktiv er gyldige, er nu for første gang direkte afgjort ved afgørelsen i U 2007.2748 Ø (som er beskrevet i app’en), der antager, at sådanne aftale er gyldige. 

Til Eksamen

Retsvirkningslovens § 28, stk. 1 fastlægger hvorledes ægtefæller kan aftale særeje, og stk. 2 fastlægger hvorledes der kan aftales begrænsninger i dette særeje. Retsvirkningslovens § 28 er præceptiv, forstået på den måde, at den angiver rammerne for, hvad ægtefæller kan aftale om formueordningen. Ægtefællerne kan således i ægtepagtsform alene aftale de i retsvirkningslovens § 28 opregnede muligheder for særejets eller fællesejets omfang, og hvad der aftales ud over disse rammer må derfor være ugyldigt. Dette princip blev ubetinget bekræftet af Højesteret i dommen U 1998.1674H, hvor det i præmisserne udtaltes, at en aftale om en individuel formueordning må have ”sikker hjemmel i § 28”. Dommen bidrager således til forståelsen af grænserne for aftalefriheden i retsvirkningslovens § 28. Spørgsmålet i sagen var, om et aftaletillæg til en ægtepagt om særeje havde hjemmel i retsvirkningslovens § 28.

I dommen oprettede ægtefællerne en ægtepagt om fuldstændig særeje, dog med den modifikation, at der vedrørende mandens formue var gjort nogle undtagelser, herunder at 20 mio. kr. af tilbagekøbsværdien af nogle af mandens tilhørende livsforsikringspolicer skulle være fælleseje.

Ægtefællerne oprettede senere et tillæg til ægtepagten, hvorefter hustruens andel af fællesejet skulle pristalsreguleres, dvs. i en udbetalingssituation skulle reguleres med et tillægsbeløb som kompensation for inflationsforringelsen.

Da ægtefællerne blev separeret, fik hustruen imidlertid alene udbetalt 10 mio. kr. i henhold til den oprindelige ægtepagt, idet manden bestred gyldigheden af ægtepagtstillægget om pristalsregulering.

Spørgsmålet i sagen var, hvorvidt det senere oprettede og tinglyste tillæg til ægtepagten om regulering af fællesejets størrelse (pristalsreguleringen) var gyldigt, dvs. om der var hjemmel til aftalen i retsvirkningslovens § 28.

Højesteret konkluderede, at en aftale om en individuel formueordningsbestemmelse skal have sikker hjemmel i retsvirkningslovens § 28. I den konkrete sag, skulle hjemlen til pristalsreguleringen findes i retsvirkningslovens § 28, stk. 2, hvorefter en aftale efter stk. 1 kan angå en del af ægtefællernes ejendele.

Højesteret fandt, modsat landsrettens flertal, at hverken § 28’s ordlyd eller forarbejderne gav et tilstrækkeligt sikkert grundlag for at antage, at ægtepagtstillægget var en gyldig aftale mellem parterne, og frifandt herefter manden.