Den saltvandspåvirkede bådmotor – U 1976.318 H
Resumé
Dom afsagt af:
Højesteret med fem dommere
Dissens:
Dissens med dommerstemmerne 3-2 om, hvorvidt sælgeren havde pligt til at give køberen nærmere oplysning om det købte, og om tilsiddesættelse af oplysningspligten var af en sådan art, at køberen ikke havde tabt sin ret til at påberåbe sig manglerne således at Købelovens § 53 fandt anvendelse.
Tema:
Reklamationsfrist, sælgers misligholdelse, sælgers loyale oplysningspligt
Fakta:
Der blev d. 10 december 1970 indgået en købsaftale mellem køberen og sælgeren om køb af båd. Begge handlede uden for deres erhverv, hvorfor der var tale om et civilkøb. På grund af mangler ved båden ophævede køberen d. 9 september 1971 handlen.
Sælgeren havde i forbindelse med handlen oplyst, at båden havde lidt havari, hvorfor der ikke var tvivl om, at båden ikke var i fejlfri stand. I forlængelse heraf var der dog forårsaget værre skader, da bådens motorer i den efterfølgende tid var blevet udsat for kraftig saltvandspåvirkning, og sælgeren ikke havde truffet nødvendige konserveringsforanstaltninger.
Omdrejningspunktet i sagen er, hvorvidt der er foretaget en rettidig reklamation af køberen, samt om sælgeren burde have indset, at der skulle have været foretaget foranstaltninger for at undgå yderligere skade på båden samt oplyst herom.
Køberen blev d. 22 marts i 1971 gjort opmærksom på manglernes omfang ved en skrivelse fra Rodanmax A/S, der skulle afgive et tilbud på istandsættelse af motorerne. Køberen meddelte ikke sælgeren, at han ville påberåbe sig disse mangler på daværende tidspunkt. Dette skete først d. 9 september 1971.
Foruden ovenstående havde en skønsmand vurderet, at udgifterne ved anskaffelsen af brugte motorer af samme alder, som de ødelagte, ville koste ca. 20.000 kr. Skønsmanden anså bådens pris på købstidspunktet for rimelig, såfremt motorerne havde været i orden. Prisen var på slutsedlen anført til 10.000 kr. kontant samt overtagelse af en restgæld på maksimalt 35.065 kr.
Eksamensrelevans:
I dansk ret gælder der en reklamationspligt for køberen, hvor hovedreglen findes i Købelovens § 52. Heraf følger det, at køberen skal reklamere straks i handelskøb og ellers uden ugrundet ophold. Den retlige virkning af en for sen reklamation er som udgangspunkt, at køberen mister alle misligholdelsesbeføjelser i anledning af manglen.
Hvis køberen ønsker at hæve købet, skal han udtrykkeligt meddele sælgeren herom uden ugrundet ophold, jf. Købelovens § 52, stk. 2. Derudover skal køberen afgive en specifik reklamation, hvis handlen ønskes ophævet, da en neutral reklamation kun er tilskrækkelig, hvis de almindelige misligholdelsesbeføjelser skal gøres gældende.
Det følger det af Købelovens § 52, stk. 1, 2 pkt. at reklamationsfristen regnes fra det tidspunkt, hvor køberen har eller burde have opdaget manglen. Hertil kan det nævnes, at Købelovens § 51 om undersøgelsespligt kun gør sig gældende for handelskøb, hvor der ved civile køb gælder en mere fri bedømmelse af, hvornår køberen burde have opdaget manglen.
Det centrale ved denne dom er dog, hvorvidt køberen havde mistet sin adgang til at gøre mangelsbeføjelser gældende som følge af for sen reklamation.
I Købelovens § 53 findes en undtagelse til den ovenstående hovedregel om straks at skulle reklamere, hvoraf køberen bevarer sine misligholdelsesbeføjelser, selv om køberen ikke reklamerer i overensstemmelse med § 52. Undtagelsen i § 53 gør sig gældende, hvis sælgeren har handlet svigagtigt, eller når han har udvist grov uagtsomhed, og denne medfører betydelig skade for køberen.
Til Eksamen
I dommen trykt i U.1976.318 H behandlede Højesteret spørgsmålet om, hvorvidt sælgerens tilsiddesættelse af sin loyale oplysningspligt, kunne gøre de almindelige reklamationsregler uanvendelige, jf. Købelovens § 53.
I afgørelsen fandt Højesterets flertal, at sælgeren burde have indset, at det var påkrævet, at der skulle foretages foranstaltninger på baggrund af omstændighderne efter havariet. I forlængelse af disse omstændigheder fandt flertallet, at sælgeren havde haft pligt til at give køberen nærmere oplysning om forholdene, hvorfor tilsiddesættelsen af denne oplysningspligt var af en sådan art, at køberen ikke havde tabt sin ret til at påberåbe sig manglerne, jf. Købelovens § 53.
Derimod fandt Højesterets mindretal, at det er på baggrund af skønsmandens oplysninger om reparationsudgifterne var betænkeligt at tilregne sælgeren et forhold efter Købelovens § 53 på baggrund af, at sælgeren havde undladt at oplyse om, at motoren havde stået delvist under vand. Ligeledes fandt de, at køberen havde ventet urimeligt længe med at reklamere, hvorfor han havde mistet sin ret til at hæve handlen efter Købelovens § 52, stk. 2.
Dommen illustrerer dermed, at det ikke blot er sælgerens positive oplysninger, men også sælgerens manglende oplysninger, der kan tillægges vægt. Dette kommer til udtryk ved at køberen bevarede sin ret til at hæve købet efter Købelovens § 53.