Den påsejlede jernbanebro – U.1960.932SH

Resumé

Dom afsagt af: 

Sø- og Handelsretten

Dissens: 

Ingen.

Tema: 

Erstatning, tingsskade, driftstab, erstatning til andre end den direkte skadelidte, tabsbegrænsningspligt.

Fakta: 

Et skib påsejlede en jernbanebro i forbindelse med en gennemsejling, hvilket bl.a. medførte udgifter til reparation af broen samt øgede driftsudgifter i forbindelse med broens uanvendelighed for både et privat jernbaneselskab, der havde kontraktmæssig benyttelsesret til broen, og for Ministeriet for offentlige arbejder, der ejede broen. Skibet blev pålagt ansvaret for den på broen påførte skade, fordi der dels ikke var taget fornøden højde for den kraftige vind, og dels fordi der i øvrigt ikke var blevet udvist den efter situationen påkrævede forsigtighed ved manøvreringen.

Eksamensrelevans:

Retten skulle herefter tage stilling til, om de skadelidte skulle tildeles erstatning for driftstab, herunder tab som følge af forhøjede driftsudgifter, samt om privatbanen som den indirekte ramte tredjemand overhovedet kunne få tildelt erstatning.

Efter retspraksis er udgangspunktet, at såfremt en erhvervsvirksomhed må ligge stille som følge af en skadevoldende begivenhed, har ejeren krav på erstatning for driftstab. Denne afgørelse tager dog skridtet videre, da retten fandt, at de forøgede driftsudgifter forårsaget af påsejlingen, herunder udgifterne til omlægning af trafikken ved særtogskørsel, ligeledes kunne kræves erstattet.

Sø- og Handelsretten fandt dog, at Ministeriet for offentlige arbejder ikke havde iagttaget sin tabsbegrænsningspligt. Retten udtalte, at ekstraudgifterne til omdirigering af trafikken ikke kunne afkræves skibets ejer uden noget forsøg på at afkræve kunderne nogen dækning af disse ekstraudgifter, da kunderne ikke havde krav på at få befordring for den hidtidige takst under de pågældende forhold, og at en takstforhøjelse inden for visse grænser måtte findes naturlig. 

Endelig tog retten stilling til om det private jernbaneselskab som indirekte ramt tredjemand var berettiget til erstatning. Sø- og Handelsretten fandt, at aftalen om befordringsret over broen indgået mellem statsbanerne og jernbaneselskabet var fornødent grundlag for privatbanens erstatningskrav mod skibsejeren. Af afgørelsen kan det derfor udledes, at en tredjemand, der på kontraktmæssigt grundlag har ret til partiel benyttelse af en beskadiget ting, i visse tilfælde kan have en selvstændig ret til erstatning.

Til Eksamen

I afgørelsen trykt i UfR 1960.932 SH behandlede Sø- og Handelsretten krav om erstatning opstået som følge af et skibs påsejling af en jernbanebro.

Efter at have konstateret, at de grundlæggende erstatningsretlige betingelser var opfyldt, tog retten som det første stilling til, om ministeriet, der ejede broen, skulle tildeles erstatning for driftstab som følge af, at broen ikke kunne benyttes til togtrafik. Sø- og Handelsretten fandt, at de forøgede driftsudgifter forårsaget af påsejlingen, herunder udgifterne til omlægning af trafikken ved særtogskørsel, kunne kræves erstattet af skibets ejer.

Sø- og Handelsretten fandt dog, at ministeriet ikke havde iagttaget sin tabsbegrænsningspligt. Ekstraudgifterne til omdirigering af trafikken kunne ikke afkræves skibets ejer uden noget forsøg på at afkræve kunderne nogen dækning af disse ekstraudgifter, da kunderne ikke havde krav på at få befordring for den hidtidige takst under de pågældende forhold, og da en takstforhøjelse inden for visse grænser måtte findes naturlig. 

Endelig fandt retten, at et privat jernbaneselskab, der havde indgået aftale med statsbanerne om befordringsret over broen, som indirekte ramt tredjemand var selvstændigt berettiget til erstatning. Af dette kan udledes, at en tredjemand, der på kontraktmæssigt grundlag har ret til partiel benyttelse af en beskadiget ting, i visse tilfælde kan have en selvstændig ret til erstatning, hvis der opstår tab som følge af tingens beskadigelse.