Den påkørte ko – U 2000.1871 V

Resumé

Dom afsagt af: 

Vestre Landsret

Dissens: 

Ingen

Tema: 

Skade forvoldt af bortløben ko, culpavurdering

Fakta

En billist påkørte en tidlig morgen en ko, som var løbet bort under en inddrivning aftenen forinden. Bilisten krævede skaderne erstattet af koens ejer med påstand om, at ejeren havde handlet ansvarspådragende ved inddrivningen af køerne og ved ikke straks at politianmelde forholdet. Retten lagde til grund, at der ikke var udvist ansvarspådragende adfærd i forbindelse med inddrivningen af køerne, og det centrale spørgsmål i sagen var herefter, hvorvidt den manglende politianmeldelse kunne karakteriseres som uforsvarlig og dermed ansvarspådragende. Vicepolitikommisæren forklarede, at en politianmeldelse af forholdet alene ville have medført foranstaltninger i meget begrænset omfang, og der ville således ikke være iværksat særlige foranstaltninger til efterlysning og indfangning af koen. Som følge heraf lagde retten til grund, at den manglende anmeldelse ikke kunne anses for ansvarspådragende, og koens ejer fandtes derfor ikke at være erstatningsansvarlig for ulykken.

Eksamensrelevans

Kausalitet

Retten foretager en vurdering af ejerens adfærd efter culpareglen, som er den almindelig erstatningsregel i dansk ret. For at ifalde et ansvar skal der for det første foreligge et tab hos skadelidte, derudover skal skadevolder have handlet culpøst (forsætligt eller uagtsomt), der skal være kausalitet og adækvans (påregnelighed) mellem adfærden og skaden, og der må ikke foreligge ansvarsfriheds- eller nedsættelsesgrunde som f.eks. accept af risiko eller medvirken fra skadelidte, nødværge eller nødret. I nærværende sag lægger retten til grund, at ejeren hverken i forbindelse med inddrivningen af køerne eller efterfølgende ved ikke at politianmelde forholdet har handlet culpøst, og derfor ikke kan pålægges et erstatningsansvar for ulykken.

Det kan dog hertil bemærkes, at såfremt retten havde fundet den manglende politianmeldelse for uforsvarlig - og dermed culpøs - ville der formentlig ikke foreligge den nødvendige kausalitet mellem den manglende politianmeldelse og færdselsuheldet. Dette skyldes, at anmeldelsen i sig selv ikke havde medført særlige foranstaltninger, hvorved færdselsuheldet kunne være undgået, og der foreligger derfor ikke den nødvendige årsagsforbindelse mellem handlingen og skaden. 

DL 6-10-2

I henhold til DL 6-10-2 pålægges besiddere af større løsgående dyr et objektivt ansvar for den personskade, som de påfører tredjemand. Dyr der trækkes, drives eller lignende – som tilfældet var i nærværende sag - betragtes således ikke som løsgående, og besidderens ansvar skal i disse tilfælde vurderes efter den almindelige erstatningsregel (culpa), jf. ovenfor. Endvidere antages det i praksis, at besidderens ansvar for den personskade, som dyret forvolder ved sammenstød med et køretøj – hvilket også var tilfældet i nærværende sag – også skal bedømmes efter den almindelig erstatningsregel (culpa), jf. ovenfor. 

Til Eksamen

Når det skal vurderes, om en skadevolder har handlet ansvarspådragende efter culpareglen, vil der skulle foretages en vurdering og afvejning af alle omstændigheder omkring skaden. På den ene side kan forhold tale for, at skadevolder har handlet culpøst, mens der modsat kan være forhold, der taler for, at skadevolder har handlet forsvarligt -  eller i hvert fald ikke culpøst. Der vil typisk skulle foretages en konkret vurdering af samtlige omstændigheder, som holdes op mod hinanden og afvejes.

I nærværende sag udviste koens ejer ikke nogen uforsvarlig adfærd i forbindelse med inddrivningen, som blev udført efter sædvanlig procedure. Hvis ejeren derimod havde overtrådt en forskrift på området, som tilskrev, hvordan en forsvarlig inddrivning af kvæg skulle foretages, ville dette tale for, at adfærden var culpøs og ansvarspådragende.

Hvis man efter en vurdering af skadevolders adfærd kommer frem til, at denne har handlet culpøst og påført skadelidte et tab, skal det dernæst vurderes, om der er den fornødne årsagsforbindelse (kausalitet) mellem adfærden og skaden, og om skaden var påregnelig (adækvat) for skadevolder. Særligt sidstnævnte betingelse kan være vanskelig at vurdere i praksis. Såfremt alle betingelserne er opfyldte, og der ikke foreligger nogen ansvarsfrihedsgrunde, kan det følgelig konkluderes, at skadevolder er erstatningsansvarlig over for skadelidte