Den manglende vuggestueplads – U 1980.970 Ø

Resumé

Dommen af afsagt af Østre Landsret i 2. instans 

Den 23. juni 1980

Dissens: 

Ingen

Tema: 

Anstaltsforhold og adgang til anstalters ydelser, magtfordrejning i forbindelse med lovbestemt skøn samt erstatning udenfor kontrakt

Fakta

Et forældrepar var blevet optaget på ventelisten til en daginstitutionsplads til deres kommende barn, som ventedes født ca. 6½ måned senere. Der var mangel på institutionspladser, hvilket resulterede i, at det kommende forældrepar først fik tiddelt en institutionsplads længe efter barnets fødsel og efter udløbet af moderens barselsorlov. Det fulgte af den dagældende bistandslovs § 69, at kommunalbestyrelsen skal stille det nødvendige antal daginstitutionspladser til rådighed. Med henvisning til den dagældende bistandslovs § 69 anlagde forældreparret sag mod kommunen med påstand om betaling af kr. 1.892,15 udgørende tab af arbejdsfortjeneste for moderen i 6 dage i anledning af, at hun måtte udeblive fra sit arbejde ved udløb af barselsorlov for at passe barnet, samt dækning af annonceudgifter til fremskaffelse af en privat plejemor. Kommunen nedlagde påstand om frifindelse.

Landsretten slog fast, at det påhviler den enkelte kommune at afgøre, hvad der skal foretages til opfyldelse af kommunens forpligtelse efter bistandslovens § 69. Landsretten udtalte, at kommunens afgørelse heraf skal bero på et skøn, som omfatter en række faktorer, hvoraf flere er behæftet med betydelig usikkerhed. Landsretten fandt herefter, at kommunen i denne sag havde opfyldt lovens krav.

Til Eksamen

Den konkrete dag kan inddrages i en eksamenssituation, hvor spørgsmålet om forvaltningens erstatningsansvar tages op. Sagen kan anvendes til at illustrere, at forvaltningens ansvarsstandard kan variere fra område til område, og at forvaltningen for så vidt angår ansvaret for serviceniveauet som regel er tillagt et vist skøn.

Sagen kan inddrages på følgende vis:  

"Et forældrepar i en kommune var optaget på venteliste til en vuggestueplads og fik først tildelt plads længe efter deres barns fødsel og udløbet af moderens barselsorlov. Parret lagde sag an mod kommunen, idet de påstod, at bistandsloven gav dem retskrav på en institutionsplads. Det fremgik af den dagældende bistandslovs § 69, at ”Kommunalbestyrelsen skal sørge for, at der er det nødvendige antal pladser”. Landsretten fandt det ikke godtgjort, at loven hjemlede et retskrav for borgerne. Bestemmelsen måtte i stedet forstås således, at kommunen var overladt et skøn i forhold til antallet af institutionspladser, og landsretten overlod i denne sammenhæng vide rammer til kommunen. Landsretten fandt herefter, at kommunens skøn var i overensstemmelse med loven, hvorfor kommunen ikke havde handlet i strid med den almindelige forvaltningsret og dermed ikke havde handlet ansvarspådragende over for forældrene. Afgørelsen illustrerer, at forvaltningens ansvarsstandard kan variere fra område til område, og at forvaltningen for så vidt angår ansvaret for serviceniveauet som regel er tillagt et vist skøn."