Den forbrændte dame – U 1974.967 Ø
Resumé
Dom afsagt af:
Østre Landsret
Dissens:
Ingen
Tema:
Erstatningsret, personskade, adækvans, adækvansproblemer, usædvanlige følgeskader, mellemkommende død, beregning af erstatningssum
Fakta
Ved et færdselsuheld i maj 1970 pådrog en kvinde sig en hjerneskade, der medførte 100 % invaliditet. Føreren af den skadevoldende bil bar det fulde ansvar for skaden, og ansvarsforsikringsselskabet anerkendte skaden, men opgørelsen af kravets størrelse blev udskudt til senere behandling. I december 1972 afgik kvinden ved døden som følge af svære forbrændinger, som hun omtrent 14 dage forinden havde pådraget sig ved en brandulykke. Brandulykken var forårsaget af, at kvinden havde røget en cigaret samtidig med, at hun havde renset sko med cellulosefortynder. Kvindens ægtefælle indtrådte herefter i erstatningssagen, hvorefter Østre Landsret skulle tage stilling til to spørgsmål. For det første skulle det afgøres om den omstændighed, at skadelidte afgik ved døden inden endelig opgørelse af erstatningskravet for invaliditet (nu tabt erhvervsevne), skulle have indflydelse på kravets størrelse. For det andet skulle Østre Landsret tage stilling til, om brandulykken også var omfattet af førerens erstatningspligt, så den skadevoldende førers forsikringsselskab var forpligtet til at udbetale erstatning til afdødes ægtefælle og datter for tab af forsørger.
Eksamensrelevans
Vedrørende adækvansvurderingen for usædvanlige følgeskader
Når det i forbindelse med en opstået skade er konstateret, at skadevolderen har handlet culpøst, at der er lidt et tab og at der er årsagssammenhæng mellem den culpøse adfærd og den indtrufne skade, melder spørgsmålet sig, om adækvansbetingelsen er opfyldt.
Den traditionelle adækvanslære foreskriver, at såvel initialskaden som eventuelle følgeskader skal ligge inden for, hvad skadevolderen overhovedet måtte regne med kunne indtræde - et spørgsmål om påregnelighed. Denne opfattelse er blevet stærkt kritiseret fra flere sider først og fremmest grundet det synspunkt, at læren lægger vægt på nogle ofte ikke-eksisterende psykologiske oplevelser hos skadevolderen i selve det øjeblik, hvor den ansvarspådragende adfærd udvises.
Sidenhen er adækvanslæren blevet modificeret, således at der tages afstand fra, at påregneligheden altid skal være af psykologisk art. Adækvansbetingelsen anses derfor for at være opfyldt, når skadevolderens uagtsomme adfærd i almindelighed er egnet til at forøge faren for den skete skade. Det vil altså sige, at såfremt risikoen for den forårsagede skade er den samme som før den udviste adfærd, er skaden at betragte som en hændelig ulykke, der ikke er omfattet af erstatningspligten.
Der findes dog også en anden opfattelse af adækvanslæren, hvorefter adækvanskriteriet fastlægges ud fra en undersøgelse af, hvilke skader der efter praksis er omfattet af erstatningspligten. Efter denne opfattelse er det afgørende at afveje hensynet mellem begge parter ved vurderingen af, hvem der gennemsnitligt skal bære risikoen for ekstraordinære følger.
I afgørelsen U 1974.967 var det netop spørgsmålet om, hvorvidt adækvansbetingelsen var opfyldt, der var sagens kerne. En kvinde, der var blevet 100 % invalid som følge af en hjerneskade pådraget i et trafikuheld, afgik ved døden efter en brandulykke, der var forårsaget af, at hun røg en cigaret, samtidig med at hun rensede sko med cellulosefortynder.
Østre Landsret fandt, at da kvindens intellektuelt stærkt reducerede og sygelige tilstand, som hun pådrog sig ved trafikulykken, havde været en væsentlig årsag til brandulykken, der forårsagede hendes død, kunne denne følge af færdselsuheldet ikke anses for at være upåregnelig. Føreren af bilen blev derfor pålagt erstatningsansvar, hvorfor han skulle betale forsørgertabserstatning til kvindens enkemand og datter.
For så vidt angår den traditionelle adækvanslære ville det have været udtryk for en væsentlig stramning af kravene til, hvad skadevolderen måtte påregne i skadesøjeblikket, såfremt landsretten havde fundet, at det havde været påregneligt for føreren af den skadevoldende bil, at en sådan følge kunne blive resultatet af hans skadevoldende adfærd. Især når der henses til sagens særlige omstændigheder.
Det synes ligeledes svært at afgøre sagen til skadelidtes fordel ved at henvise til det modificerede adækvanskriterium og en begrundelse om, at skadevolderens uagtsomme adfærd i almindelighed havde forøget faren for de indtrufne skader som følge af branden.
Heller ikke en afvejning af, hvem af parterne der er nærmest til at bære risikoen for den indtrådte skade, giver et fuldstændigt klart svar på, om skaden bør omfattes af skadevolderens erstatningspligt. Spørgsmålet er herefter, hvordan dommen så skal læses.
Dommen synes at være en videreudvikling af retspraksis, hvorefter domstolene udviser tilbageholdenhed med at anse personskader for inadækvate, men i stedet udstrækker skadevolderens erstatningspligt til også at omfatte atypiske følgeskader, der må tilskrives særlige dispositioner hos skadelidte. I forhold til sidstnævnte var det særlige ved dette tilfælde, at skadelidtes særlige modtagelighed var forårsaget af skadevolderen i forbindelse med trafikuheldet og ikke skyldtes skadelidtes egen særlige følsomhed.
Vedrørende beregning af erstatningskravet ved skadelidtes mellemkommende død
I de tilfælde hvor den skadelidte i en erstatningssag om erhvervsevnetab som følge af den skadevoldende handling afgår ved døden, inden at erstatningskravets størrelse er endeligt fastlagt (såkaldt "mellemkommende død"), opstår der spørgsmål om, hvorvidt erstatningskravet for erhvervsevnetab bør reduceres. Spørgsmålet er relevant, da dødsboet (og herefter arvinger) efter den skadelidte kan indtræde i sagen i den skadelidtes sted, jf. dødsboskifteloven § 107, stk. 1.
Praksis viser, at en erhvervsevnetabserstatning vil blive reduceret i tilfælde af skadelidtes mellemkommende død. Dette begrundes ved, at den skadelidtes død medfører, at skadelidtes erhvervsevnetab økonomisk må opgøres til et mindre beløb, da skadelidte ikke kom til at leve så længe med sit erhvervsevnetab, som en fuld erstatningssum måtte være baseret på. Dette illustreres i U 1974.967/2 Ø, hvor Landsretten fandt, at erstatning for invaliditet (nu erhvervsevnetabserstatning) alene skulle ydes indtil tidspunktet for skadelidtes død. Den skadevoldende handling fandt sted i 1970, og skadelidte afgik ved døden i 1972 på baggrund af en usædvanlig følgeskade. Invalidtetserstatningen fandtes herefter at skulle reduceres. Ved reduktionen lagdes det tidsrum, hvor den skadelidte levede med sine skader til grund for beregningen af erstatningskravets størrelse.
Til Eksamen
Adækvansbedømmelsen ved usædvanlige følgeskader
I U 1974.967/2 Ø skulle Østre Landsret tage stilling til rækkevidden af adækvansbetingelsen. Sagen vedrørte en kvinde, der var blevet 100 % invalid som følge af en hjerneskade pådraget i et trafikuheld. To et halvt år senere afgik kvinden ved døden som følge af en brandulykke, som var forårsaget af, at hun som følge af sin hjerneskade røg en cigaret, samtidig med at hun rensede sko med cellulosefortynder.
Østre Landsret fandt, at da kvindens intellektuelt stærkt reducerede og sygelige tilstand, som hun pådrog sig ved trafikulykken, havde været en væsentlig årsag til brandulykken, der forårsagede hendes død, kunne denne følge af færdselsuheldet ikke anses for at være upåregnelig. Føreren af bilen blev derfor pålagt erstatningsansvar, hvorfor han skulle betale forsørgertabserstatning til kvindens enkemand og datter.
Dommen synes at være en videreudvikling af retspraksis, hvorefter domstolene udviser tilbageholdenhed med at anse personskader for inadækvate, men i stedet udstrækker skadevolderens erstatningspligt til også at omfatte atypiske følgeskader, der må tilskrives særlige dispositioner hos skadelidte. I forhold til sidstnævnte var det særlige ved dette tilfælde, at skadelidtes særlige modtagelighed var forårsaget af skadevolderen i forbindelse med trafikuheldet og ikke skyldtes skadelidtes egen særlige følsomhed.
Vedr. reduktion i erstatningssummen ved mellemkommende død
I U 1974.967/2 Ø fandt Landsretten, at erstatning for invaliditet (nu erhvervsevnetabserstatning) alene skulle ydes indtil tidspunktet for skadelidtes mellemkommende død. Den skadevoldende handling fandt sted i 1970, og skadelidte afgik ved døden i 1972 på baggrund af en usædvanlig følgeskade. Erstatningskravets størrelse, der på tidspunktet for skadelidtes død endnu ikke var fastlagt, fandtes herefter, at skulle reduceres. Ved reduktionen lagdes det tidsrum, hvor den skadelidte levede med sine skader til grund for beregningen af erstatningskravets størrelse.