Den forbindende hensigtserklæring – U 1994.470 H

Resumé

Dom afsagt af: 

Højesteret.

Dissens: 

4-1.

Tema: 

Aftaleret, hensigtserklæringer.

Fakta

En "hensigtserklæring" blev af en virksomhed (V) afgivet til en bank, der herefter bevilligede en kreditforlængelse til et selskab (S) hvoraf V ejede 50 %. Da S senere blev afviklet, krævede banken V tilpligtet til at indfri det resterende kreditlån under henvisning til hensigtserklæringens formulering om, at V "[…] om fornødent vil tilføre selskabet tilstrækkelige likvide midler til, at det til enhver tid er i stand til at opfylde sine forpligtelser over for banken […]". Uanset at V havde nægtet at kautionere og derved mente, at hensigtserklæringen alene var udtryk for en moralsk forpligtelse, fandt flertallet i både Landsretten og Højesteret, at V, uanset dette forhold, var forpligtet efter erklæringens indhold og ikke dens overskrift. Da der ikke fandtes grunde til at fravige dette, fandtes V erstatningsansvarlig overfor banken.

Eksamensrelevans

Afgørelsen kan med fordel sammenholdes med U.1998.1289H og U.2011.2726/2H ved fortolkningen af støtteerklæringer.

Disse "Letter of comfort", "Letter of awareness", "Letter of intent" eller lignende, er oftest dokumenter, hvor afgiveren erklærer en hensigt om at støtte tredjemand - her det finansielle datterselskab - i tilfælde af misligholdelse af sine forpligtelser. Afgørende bliver i den forbindelse, hvad denne forpligtelse består i, og hvad der således kan gøres gældende overfor udstederen.

Retsvirkningerne af erklæringen må i ethvert tilfælde bero på en konkret fortolkning af indholdet, og det vil da ej heller være dokumentets navn, der er afgørende. Som i denne sag vil et "klart og ubetinget løfte" således være bindende.

Domstolene inddrager tilsyneladende ligeledes, hvad der må findes at have været parternes hensigt på aftaletidspunktet, og hvad der med udgangspunkt heri må findes mest rimeligt.

I denne konkrete sag gjordes det af V særligt gældende, at da man havde nægtet at indgå en aftale om kaution, måtte det stå banken klart, at man ikke ønskede at indgå aftaler af lignende karakter. Heroverfor blev det af banken gjort gældende, at fordi man daværende var af den opfattelse, at hensigtserklæringen kunne holdes ude af regnskabet (en opfattelse der siden er ændret), udgjorde dette interesse nok i sig selv, og at V således var forpligtet efter erklæringens indhold. I nedennævnte kommentar til dommen bemærkes bl.a., at såfremt en hensigtserklæringsafgiver alene kunne henholde sig til tidligere at have nægtet at stille kaution som begrundelse for at være fritaget for sådanne økonomiske forpligtelser, ville man herefter nærme sig en retstilstand, hvor moderselskabet, efter en sådan afvisning, uden større risiko nærmest ville kunne skrive under på hvad som helst. Højesterets opfattelse var da også, at det måtte påhvile V at godtgøre, at der forelå omstændigheder omkring erklæringens tilblivelse, der skulle gøre, at den ikke skulle have virkning efter sit indhold. Da dette ikke blev fundet, nåede flertallet til, at V var forpligtet og V ifaldt således erstatningsansvar overfor banken.

Den dissentierende dommer mente ligesom den dissentierende dommer i landsretten ikke, at V kunne siges med rette at have påtaget sig en retlig forpligtelse og stemte derfor for frifindelse.

Dommen er desuden kommenteret i U.1994B.436.

Til Eksamen

Afgørelsen viser først og fremmest, at det ikke er overskriften men derimod indholdet, der er afgørende.

Findes der således i en opgaveløsningssituation at være en "hensigtserklæring", der indeholder et klart og udtrykkeligt løfte i overensstemmelse med de almindelige løftebetingelser, kan denne afgørelse særligt støtte en argumentation om, at der også er etableret en økonomisk forpligtelse.