CSC-sagen – AT 2011/144

Resumé

Dom afsagt af: 

Arbejdsretten

Dissens: 

Ingen

Tema: 

Overenskomstfrigørende konflikt og betydningen af konfliktbegrænsende aftaler

Fakta

Der var mellem CSC Danmark A/S og et fagligt forbund for it-professionelle indgået to kollektive overenskomster med forbundets lokalforeninger, der dækkede virksomheden.

Der var i begge overenskomster indgået konfliktaftaler, der dels holdt en række medarbejdere ude af en eventuel konflikt, dels - for de resterende medarbejdere - begræn­sede en eventuel konflikt, idet fagforeningerne maksi­malt kunne pålægge 50% af disse at strejke, og CSC mak­simalt kunne lockoute 20% af de resterende medar­bej­dere.

Begge overenskomster var blevet opsagt til genforhand­ling med virkning fra den 1. juni 2009. Til trods for et langvarigt forhandlingsforløb var det ikke lykkedes par­terne at nå til enighed om nye overenskomster. Med virkning fra den 9. februar 2011 iværksatte CSC derfor lockout af 16% af medarbejderne, svarende til 80% af det tilladte omfang efter konfliktaftalerne. I forlængelse heraf iværksatte fagforeningen strejke med virkning fra den 17. maj 2011. Endvidere opsagde fagforeningen konfliktaftalen i forhold til den ene overenskomst, såle­des at alle medarbejdere på dette område kunne blive pålagt at strejke og afgav samtidig 1. strejkevarsel for disse medarbejdere.

Ved brev af 23. maj 2011 til fagforeningen meddelte CSC, at de anså sig for frigjort fra overenskomstgrundla­get. Da fagforeningen ikke var enig heri, endte sagen i Arbejdsretten. Under sagen anførte fagforeningen blandt andet, at konflikten i konsekvens af de indgåede konfliktaftaler ikke havde det fornødne omfang og den fornødne intensitet til, at CSC kunne blive frigjort fra overenskomsterne.

Den juridiske kerne i tvisten var derfor spørgsmålet, om arbejdsstandsningen havde en sådan karakter, at den kunne anses for at udgøre en overenskomstfrigørende konflikt, samt hvorvidt konfliktaftalerne forhindrede iværksættelsen af en overenskomstfrigørende konflikt.

Eksamensrelevans

Det følger af § 7, stk. 2, i Hovedaftalen mellem DA og LO, at en overenskomstpart alene kan frigøre sig fra overenskomsten ved at "anden overenskomst træder i stedet" eller at "arbejdsstandsning er iværksat".

Dommen er et illustrativt eksempel på, hvordan en arbejdsgiver der ikke ønsker at indgå en ny overenskomst kan frigøre sig fra overenskomsten ved at iværksætte en arbejdsstandsning.

Arbejdsretten fandt, at den iværksatte arbejdsstandsning havde haft en sådan varighed og intensitet, at virksomheden med rette kunne anses sig frigjort fra overenskomsten.

Om kravet til en konflikts omfang og intensitet udtalte Arbejdsretten indledningsvis, at når en overens­komst indeholder bestemmelser om, at parterne skal respektere overenskomsten, indtil en anden overens­komst træder i stedet, eller arbejdsstandsning er iværk­sat, kan en overenskomstpart ikke frigøre sig fra en over­enskomst uden at iværksætte en konflikt med alle dens risici og følger. Der måtte i denne forbindelse stilles visse krav til omfanget og intensiteten af en arbejdsstandsning for, at den kunne være frigørende for en overenskomst­part.

Dernæst udtalte Arbejdsretten om betydningen af konfliktaftalerne, at formålet med de indgåede konfliktaftaler ikke havde været at umuliggøre en overenskomstfrigø­rende konflikt. Følgelig kunne en iværksat arbejdsstandsning inden for rammerne af konfliktaftalerne derfor også være frigørende, hvis den havde det fornødne omfang og intensitet.

Arbejdsretten konkluderede, at konflikten havde haft en sådan varighed og intensitet, at CSC var frigjort for over­enskomsterne. Arbejdsretten lagde vægt på, at arbejds­standsningen blev iværksat efter flere års forgæves for­handlinger om et nyt overenskomstgrundlag, at lockout og strejke havde omfattet en meget væsentlig del af de medlemmer, der kunne deltage i en arbejdsstandsning i henhold til konfliktaftalerne, og at den iværksatte lock­out havde varet i 14 uger. 

Til Eksamen

Dommen kan bruges i en diskussion af, hvornår en arbejdsstandsning har et sådan omfang og intensitet, at den kan anses for at udgøre en overenskomstfrigørende konflikt.

Dommen viser, at vurderingen af, om en konflikt er overenskomstfrigørende, skal foretages inden for ram­merne af en eventuel konfliktaftale, og at indgåelse af en konfliktaftale ikke i sig selv udelukker muligheden for frigørelse fra overenskomsten.

Dommen indeholder også fortolkningsbidrag i relation til kravene til en arbejdskonflikts omfang og intensitet, førend denne er overenskomstfrigørende. Det må anta­ges, at det i hvert fald vil være tilstrækkeligt, såfremt der efter et langvarigt forløb iværksættes lockout overfor 80% af de medarbejdere, der kan omfattes af en lockout.