Carlsberg-sagen – www.arbejdsretten.dk
Resumé
Dom afsagt af Arbejdsretten
Dissens:
Ingen
Tema:
Videoovervågning som kontrolforanstaltning
Fakta
Carlsberg havde mistanke om, at en gruppe medarbejdere på bryggeriet i strid med virksomhedens alkoholpolitik drak øl i et rum, som medarbejderne havde indrettet som en "borgerstue". "Borgerstuen" var indrettet i et kælderrum under lageret med borde og stole samt et køleskab, der indeholdt øl fra bryggeriet. Carlsberg havde mistanke om, at de øl, der blev drukket, var stjålet fra virksomhedens produktion. I et forsøg på at opklare, hvem der benyttede borgerstuen, besluttede Carlsberg at opsætte videoovervågning, som dækkede indgangen til borgerstuen.
De juridiske stridspunkter i sagen var, hvorvidt videoovervågningen udgjorde en kontrolforanstaltning omfattet af kontrolaftalen indgået mellem Dansk Arbejdsgiverforening og Landsorganisationen i Danmark samt i givet fald, hvorvidt kontrolforanstaltningen var i strid med kontrolaftalen.
Arbejdsretten fandt, at videoovervågningen måtte anses for at udgøre en kontrolforanstaltning, der var omfattet af kontrolaftalen. Arbejdsretten havde tidligere fundet i sin praksis, at kontrolforanstaltninger faldt uden for kontrolaftalen, hvis de var iværksat på baggrund af en konkret mistanke, da Arbejdsretten fortolker kontrolaftalen således, at den vedrører forebyggende kontrolforanstaltninger. Arbejdsretten fandt ikke, at Carlsberg havde haft en tilstrækkelig konkret mistanke. Videoovervågningen var derfor omfattet af kontrolaftalen.
Herefter fandt Arbejdsretten, at kontrolaftalen skal forstås i overensstemmelse med lov om tv-overvågning, hvorfor videoovervågningen ville være i strid med kontrolaftalen, såfremt den måtte anses for at være ulovlig efter loven. Arbejdsretten lagde vægt på, at parterne ved indgåelsen af aftalen måtte have haft en forudsætning om, at aftalen ikke tillader tv-overvågning i situationer, hvor arbejdsgiveren ville handle lovstridigt ved at foretage overvågningen. Da Carlsberg ikke havde skiltet videoovervågningen i overensstemmelse med tv-overvågningslovens § 3, stk. 1, fandt Arbejdsretten, at overvågningen var i strid med kontrolaftalen.
Eksamensrelevans
Dommen er relevant at diskutere til eksamen, hvis spørgsmålet vedrører ledelsesretten og kontrolforanstaltninger.
Arbejdsgiveren har en række rettigheder i medfør af ledelsesretten, som bl.a. fremgår af § 4, stk. 1, i Hovedaftalen mellem DA og LO (i dag FH), men som desuden gælder som et almindeligt arbejdsretligt princip i ethvert ansættelsesforhold. En af disse rettigheder er arbejdsgiverens mulighed for at indføre kontrolforanstaltninger af forskellige karakterer.
Dommen er interessant i særligt to henseender: Dommen illustrerer både, hvornår der ikke foreligger en tilstrækkelig konkret mistanke til, at kontrolforanstaltningen ikke er omfattet af kontrolaftalen, og den viser, at de kollektive overenskomstparter ikke (gyldigt) kan fravige præceptiv lovgivning gennem kollektive aftaler som f.eks. kontrolaftalen.
Arbejdsretten havde tidligere i en dom afsagt 10. februar 2011 (sag nr. AR2010.0051) fundet, at kontrolaftalen vedrører forebyggende kontrolforanstaltninger, og ikke kontrolforanstaltninger som opstår på baggrund af en konkret mistanke. Den konkrete sag omhandlede en murerelev, som en murermester havde en konkret mistanke om var påvirket af euforisende stoffer på arbejdet. Murermesteren pålagde derfor en dag murereleven at tage en urinprøve. Urinprøven var ikke omfattet af kontrolaftalen, da den fandt sted på baggrund af en konkret mistanke, og den udgjorde desuden ikke misbrug af ledelsesretten under de konkrete omstændigheder. Det er vigtigt at bemærke, at pkt. 1 i kontrolaftalen, der opstiller en række materielle betingelser for en kontrolforanstaltnings lovlighed, er udtryk for almindelige arbejdsretlige principper, og som derfor finder anvendelse, uanset om kontrolforanstaltningen er omfattet af kontrolaftalen eller ej.
Da overvågningen i Carlsberg-sagen ikke fandt sted på baggrund af en konkret mistanke, var den at betragte som en kontrolforanstaltning omfattet af kontrolaftalen, og spørgsmålet var herefter, om det udgjorde et brud på aftalen, at overvågningen var sket i strid med almindelig, præceptiv lovgivning. Det fremgår af tv-overvågningslovens § 3, stk. 1, at en privat arbejdsgiver, der foretager videoovervågning af arbejdspladsen, skal give oplysning herom ved skiltning. Da arbejdsgiveren havde forsømt dette i den konkrete sag, betød det, at kontrolforanstaltningen var i strid med tv-overvågningsloven, og derfor var kontrolforanstaltningen også i strid med kontrolaftalen.
Til Eksamen
Dommen kan anvendes til at illustrere, at der ikke foreligger en tilstrækkelig konkret mistanke, hvis arbejdsgiveren blot har en formodning om, at nogle af medarbejderne, uden at have en ide om hvilke, foretager sig noget, som måske er i strid med et internt reglement, f.eks. en alkoholpolitik.
Dommen kan herudover anvendes til at illustrere, at de kollektive overenskomstparter ikke (gyldigt) kan fravige præceptiv lovgivning gennem kollektive aftaler. En kontrolforanstaltning kan derfor ikke være lovlig i henhold til kontrolaftalen, hvis den er ulovlig i henhold til den almindelige, præceptive lovgivning, hvilket var tilfældet med den iværksatte videoovervågning og den manglende skiltning.