Bakkens sagsøgende teltholder – U 1958.1275 Ø
Resumé
Dom afsagt af Østre Landsret
Dissens:
Ingen
Tema:
Forvaltningsret, forvaltningsretlige regler og retskilder, hjemmelsgrundlag.
Fakta
Sagen angik spørgsmålet om, hvorvidt politiet havde hjemmel til at stille krav om, at teltholdere på Dyrehavsbakken skulle opnå tilladelse hos politiet for at kunne drive virksomhed. Den sagsøgende teltholder havde i mere end 10 år haft tilladelse til at sælge smørrebrød fra et areal på Dyrehavsbakken. Som følge af sagsøgerens manglende overholdelse af tilladelsens betingelser om åbningstider, nægtede politiet dog at meddele denne tilladelse på ny. Under den følgende sag gjorde sagsøgeren gældende, at politiet ikke havde hjemmel til at stille krav om eller stille betingelser for opnåelse af tilladelse til smørrebrødsudsalg. Sagsøgeren nedlagde endvidere påstand om, at politiet skulle meddele tilladelse uden yderligere betingelser. Landsretten fandt imidlertid, at politiets kompetence var hjemlet i en kongelig resolution fra 1806, og således var hjemlet i grundlovens § 25.
Sagsøgeren havde desuden nedlagt påstand om tilbagebetaling af afgifterne for de udstedte tilladelser for tidligere sæsoner. Hjemlen til at opkræve denne afgift blev også prøvet i sagen, og landsretten fandt, at der var hjemmel i århundredgammel administrativ praksis.
Eksamensrelevans
De relevante retskilder i forvaltningsretten omfatter først og fremmest love og anordninger såsom forvaltningsloven, databeskyttelsesloven (og databeskyttelsesforordningen), offentlighedsloven, etc. Derudover kan det også være nødvendigt at skele til grundloven (især rettighedsbestemmelserne) samt til regler, der er ældre end grundloven, ligesom traktater også kan have betydning.
Andre former for retskilder omfatter almindelige retsgrundsætninger, administrativ praksis og interne regler, samt praksis fra domstolene og udtalelser fra Folketingets Ombudsmand.
Nærværende sag er et eksempel på, at forvaltningsretlige regler, der er blevet til inden grundloven, også kan have betydning ved en afgørelse. I den nærværende sag fandt Landsretten en hjemmel til politiets tilladelser i en kongelig resolution fra 1806. Desuden begrundede landsretten sit resultat ud fra grundlovens § 25, som er en overgangsbestemmelse, men som ikke har praktisk relevans i dag.
Desuden bemærkede landsretten, at hjemmelen til at opkræve afgifter for udstedelsen af tilladelser fandtes i århundredgammel administrativ praksis. Som hovedregel kan interne regler ikke danne selvstændig hjemmel for en forvaltningsakt, da denne form for retsregler ikke er direkte forpligtende for borgerne i samme forstand som love og anordninger. Afgørelsen er dog et eksempel på, at en bestemt administrativ praksis kan udvikle sig til en retssædvane, som derimod godt kan fungere som selvstændig retskilde og dermed i princippet erstatte en egentlig lovhjemmel.
Til Eksamen
Ad hjemmel i ældre retskilder
I forhold til spørgsmålet om hjemmel i regler, der er ældre end grundloven, vil dette formentlig næppe være relevant i forbindelse med en skriftlig eksamen. Afgørelsen kan dog inddrages på følgende vis:
U 1958.1275 Ø illustrerer, hvordan retten kan lægge regler, der er ældre end grundloven, og som har betydning i forvaltningsretten, til grund ved sin afgørelse.
Ad hjemmel i retssædvane
Dommen kan anvendes til at illustrere, hvordan en administrativ praksis - der ellers som udgangspunkt ikke kan udgøre et selvstændigt hjemmelsgrundlag - kan udvikle sig til en retssædvane, som kan danne grundlag for udstedelsen af en forvaltningsakt. I eksamensøjemed kan dommen inddrages på følgende vis:
Der gælder en hovedregel om, at interne administrative regler ikke kan danne selvstændig hjemmel for en forvaltningsakt. I U 1958.1275 Ø afsagde landsretten dog dom med hjemmel i administrativ praksis, der efter en lang årrække havde udviklet sig til en retssædvane, som derimod godt kan udgøre en selvstændig hjemmel.