Anketilladelsen – U 1992.161 V
Resumé
Kendelse afsagt af:
Vestre Landsret
Dissens:
Ingen
Tema:
Retspleje, anke og kære
Fakta:
I sagen påstod appellanten indstævnte dømt til at betale erstatning, idet appellanten gjorde gældende, at indstævnte var erstatningsansvarlig for nogle fugtskader, der var opstået i forbindelse med nedlægning af fjernvarmerør.
Ved Viborg civilrets dom af 3. juni 1991 påstod Hans Tranholm (A) Viborg Varmeværk I/S (V) dømt til at betale erstatning for skader i forbindelse med Vs nedlægning af fjernvarmerør. V adciterede sin entreprenør, E, med påstand om friholdelse. E adciterede efterfølgende sin underentreprenør, U, ligeledes med påstand om friholdelse. Ved byretsdommen blev V frifundet, og Vs påstand over for E samt Es påstand over for U bortfaldt herefter.
A ankede efterfølgende dommen over for V og E, og påstod subsidiært E dømt til at betale erstatning, såfremt V blev frifundet. A påstod indstævnte V henholdsvis E dømt til at betale 17.291,00 kr. tillige med nærmere angivne renter med samme påstand som nedlagt ved byretten.
Landsretten fandt, at det måtte antages, at de forhold, som A ville støtte sit krav overfor E på, var blevet belyst under byretssagen, hvorfor landsretten tillod, at A fremsatte sit krav direkte overfor E, desuagtet at der ikke var noget partsforhold mellem A og E.
Eksamensrelevans:
Efter dansk ret gælder et to instans-princip, hvilket betyder, at en afgørelse afsagt af retten i 1. instans som udgangspunkt kan appelleres til 2. instans. Sagen i 2. instans vil bygge på rettens afgørelse i 1. instans. Det betyder, at sagens parter kun kan inddrage nyt processtof i ankesagen, efter hovedreglen om præklusion, hvis reglerne om nova tillader det. Parterne kan dog frit frafalde påstande og anbringender mv. under ankesagen.
Hovedreglen er, at det kun er parterne i en dom, der har mulighed for at anke til 2. instans, jf. retsplejelovens (RPL) § 368, stk. 1. Det vil sige, at en dom kun kan ankes af sagsøger og sagsøgte. Parter, der er indtrådt i sagen efter sagens anlæg (gennem adcitation eller hovedintervention), har dog også som hovedregel adgang til anke. Hvor der i en retssag er mere end to parter ses det dog i praksis, at der opstår problemer i relation til at fastslå, hvem der kan anke over for hvem - og dermed hvem, der kan inddrages som parter i ankesagen.
Udgangspunktet er, at der kun kan appelleres over for en person, som appellanten har haft et partsforhold med. Det vil altså sige, at en appellant ikke kan indstævne en person, som appellanten ikke har haft nedlagt påstande eller fremsat anbringender over for i 1. instans. Såfremt appellanten ønsker at inddrage en person i sagen ved 2. instans, som appellanten ikke har haft et partsforhold med i 1. instans, er der reelt tale om, at appellanten ønsker at foretage adcitation. Det gælder her som den klare hovedregel, at der ikke kan adciteres i en sag ved 2. instans. Der gøres dog under visse omstændigheder undtagelser til denne hovedregel, hvilket også illustreres af U 1992.161 V.
Sagen vedrørte erstatning for skader opstået i forbindelse med nedlægning af fjernvarme. Appellanten, A, havde i sagen for byretten påstået vandværket, V, dømt til at betale erstatning for skaderne. Under sagen adciterede V sin entreprenør, E, og nedlagde påstand om friholdelse. E adciterede efterfølgende sin underentreprenør, U, ligeledes med påstand om friholdelse. Byretten frifandt V, og dermed frafaldte V's påstand over for E. A havde ikke fremsat nogen påstande eller anbringender over for E i forbindelse med sagen, og der bestod således ikke noget partsforhold mellem A og E.
Herefter ankede A dommen til landsretten over for både V og E med påstand om, at E skulle dømmes til at betale erstatning, hvis V blev frifundet. E gjorde gældende, at denne ikke kunne adciteres i anken af A, idet der ikke havde bestået noget partsforhold mellem A og E i sagen ved byretten.
Til støtte for, at at dommen kunne ankes over for E, anførte A bl.a. under henvisning til RPL § 383, at dette ville være procesbespvarende, og at den materielle procedure vedrørende E's ansvarsgrundlag nødvendigvis skulle inddrages under sagen.
E gjorde derimod gældende, at RPL § 383 ikke kunne finde anvendelse, idet E ikke havde været sagsøgt af A under byretssagen, og A således ikke for byretten havde nedlagt påstande eller freamsat anbringender over for E.
Trods hovedreglen om, at der ikke kan ske adcitationeres ved 2. instans, fandt landsretten, at A kunne inddrage E i anken. Som begrundelse herfor anførte landsretten, at E havde været part i sagen ved byretten (som adciteret af V), og at det måtte antages, at de forhold, som A ville støtte sit krav over for E på, derfor var blevet belyst ved byretten. Landsretten tillod således, at A kunne fremsætte sit krav direkte over for E under anken.
På baggrund af U 1992.161 V må det formentlig antages, at der undtagelsesvist kan foretages adcitation i 2. instans af procesbespvarende årsager, hvis den adciterede har været part i sagen ved 1. instans, og hvis de forhold, som adcitantenerende vil støtte sit krav på, må antages for belyst i sagen ved 1. instans.
Til Eksamen
I eksamensøjemed kan U 1992.161 V inddrages på følgende vis:
I U 1992.161 V tillod landsretten undtagelsesvist, at der blev foretaget adcitation i 2. instans under henvisning til, at adciterede havde været part i sagen ved 1. instans, og at de forhold, som den adcitantenerende vil støtte sit krav på, derfor måtte antages for belyst i sagen ved 1. instans. Sagen illustrerer, hvornår der kan gøres undtagelse til den klare hovedregel om, at der ikke kan adciteres i en sag ved 2. instans.