Aldersdiskrimination ved afskedigelse – U 2016.116 H

Resumé

Dom afsagt af: Højesteret

Dissens: 

Ingen

Tema:

Aldersdiskrimination ved afskedigelse

Fakta

Fem medarbejdere i alderen over 50 år blev opsagt fra deres stillinger i Moderniseringsstyrelsen. Forinden opsigelsen var en række kriterier oplistet til brug for udvælgelsen af de medarbejdere, Moderniseringsstyrelsen bedst kunne undvære. I disse kriterier indgik alder ikke. To af de opsagte medarbejdere, henholdsvis A på 58 år og B på 55 år mente imidlertid, at deres opsigelse udgjorde en aldersdiskrimination, og de indbragte derfor sagen for Ligebehandlingsnævnet, som fandt at der forelå forskelsbehandling på grund af alder. Medarbejderne fik herefter tilkendt en godtgørelse af Ligebehandlingsnævnet.

Moderniseringsstyrelsen var imidlertid ikke enig i Ligebehandlingsnævnets afgørelse, og styrelsen indbragte derfor sagen for domstolene. Den centrale problemstilling ved sagen vedrørte, hvorvidt Moderniseringsstyrelsen havde overtrådt forbuddet i ligebehandlingslovens § 2 om forbud mod aldersdiskrimination. Landsretten fandt ikke, at der var påvist faktiske omstændigheder, som gav anledning til at formode, at der var udøvet forskelsbehandling ved opsigelsen af A og B. Sagen blev efterfølgende indbragt for Højesteret, som indledningsvist tog stilling til spørgsmålet om bevisbyrden. Såfremt A og B kunne påvise faktiske omstændigheder, der kunne danne grundlag for en formodning om, at opsigelsen var udtryk for aldersdiskrimination, ville bevisbyrden blive vendt, jf. bevisbyrdereglen i ligebehandlingslovens § 7 a. A og B fremhævede statistiske oplysninger, der kunne indikere en forskelsbehandling i strid med ligebehandlingslovens § 2, idet størstedelen af de opsagte var ældre. Betingelsen om at påvise faktiske omstændigheder var således opfyldt, og det var herefter op til Moderniseringsstyrelsen at bevise, hvorfor opsigelsen af A og B ikke var udtryk for forskelsbehandling pga. alder. Følgende omstændigheder blev fremhævet:

1) Moderniseringsstyrelsen mente ikke, at de statistiske oplysninger kunne danne det fornødne grundlag, da der var tale om så få opsigelser, at datagrundlaget ikke kunne betragtes som signifikant.

2) Flere medarbejdere, som i øvrigt var ældre end A og B, blev ikke afskediget på grund af nedskæringerne.

På trods af, at der i den foreliggende sag var en overrepræsentation af ældre medarbejdere blandt de opsagte, fandt Højesteret det bevist af Moderniseringsstyrelsen, at afskedigelsen af A og B ikke udgjorde et brud på forbuddet mod aldersdiskrimination, jf. ligebehandlingslovens § 2. Højesteret stadfæstede således dommen fra landsretten. 

Eksamensrelevans

Dommen er relevant, hvis eksamensemnet vedrører ligebehandlingslovens § 2 om diskrimination på grund af alder. Dommen illustrerer, hvilke omstændigheder der skal være til stede, før der kan være tale om aldersdiskrimination. Det fremgår blandt andet af dommen, at statistiske oplysninger ikke er tilstrækkeligt til, at der foreligger faktiske omstændigheder, såfremt de beror på et meget lille datasæt. Eftersom forholdet ikke er blevet tilstrækkeligt bevist, finder bevisbyrdereglen efter ligebehandlingslovens § 7 a ikke anvendelse. 

Til Eksamen

Dommen kan anvendes til at illustrere den nedre grænse i forhold til, hvornår der foreligger en aldersdiskriminerende forskelsbehandling efter ligebehandlingslovens § 2. Til eksamen kan dommen eksempelvis inddrages på følgende måde ved vurderingen af, om der foreligger en aldersdiskrimination: Ligebehandlingslovens § 2 bestemmer, at direkte forskelsbehandling, som er begrundet i en persons alder ikke er tilladt. Dommen U.2016.1168 H illustrerer, hvornår der ikke er tilstrækkeligt grundlag for at konkludere, at lovens § 2 er krænket. Det forhold, at statistiske data viste at størstedelen af de fyrede ansatte var ældre kan ikke i sig selv anses som en årsag til, at lovens § 2 anses som krænket.

I forhold til spørgsmålet om bevisbyrde kan dommen til eksamen inddrages på følgende måde:

Ligebehandlingslovens § 2 indeholder et forbud mod aldersdiskrimination. Det fremgår af ligebehandlingslovens § 7 a, at hvis en person mener at lovens §§ 2-4 er krænket, skal denne tilvejebringe oplysninger/belyse faktiske omstændigheder, der kan begrunde denne formodning, såkaldt delt bevisbyrde. Hvis der er tilstrækkeligt grundlag for formodningen, vil det være op til modparten at bevise, at der ikke er tale om en diskrimination. Således vil bevisbyrden blive vendt. I denne afgørelse kunne arbejdsgiveren løfte bevisbyrden for, at der ikke forelå krænkelse af forbuddet mod aldersdiskrimination i forhold til afskedigelsen af de to medarbejdere, og arbejdsgiveren blev derfor frifundet.