Ægtepagt om særeje og skilsmissesæreje var tilstrækkelig specificeret – U 1994.339 Ø

Resumé

Dom afsagt af Østre Landsret

Dissens: Ingen

Tema: Specifikationskrav ved særeje.

Fakta:

En mand (M) og en kvinde (K) var gift og ønskede at oprette en ægtepagt om særeje. Den 17. maj 1993 blev ægtepagten anmeldt til tinglysning. Ved ægtepagten bestemtes det delvist, at alt hvad ægtefællerne ejede på oprettelsestidspunktet, som udgangspunkt skulle tilhøre dem i lige sameje. Samt delvist, at alt hvad de hver især ejede på oprettelsestidspunktet samt senere erhvervede skulle være skilsmissesæreje. I forbindelse med særejebestemmelsen blev de økonomisk betydningsfulde aktiver M og K ejede opregnet. Ægtepagten blev imidlertid afvist fra personbogen grundet "manglende specifikation af det overdragne". Denne afgørelse fra tinglysningsretten blev påkæret til Østre Landsret, som fandt, at specifikationskravet var behørigt opfyldt. Dette medførte, at ægtepagten blev tinglyst, som den forelå.

Eksamensrelevans:

Som udgangspunkt deler ægtefæller deres formuer lige ved separation, skilsmisse og død jf. lov om ægtefællers økonomiske forhold (herefter ÆFL) § 5. Det er dog muligt ved ægtepagt at etablere særeje for ægtefæller jf. ÆFL § 12. For gyldigt at etablere et særeje er det en betingelse, at særejet er udformet således, at det kan konstateres, hvad der er omfattet af særejet. Særejet skal således specificeres tilstrækkeligt.

I U 1994.339 Ø påstod tinglysningsretten, at specifikationskravet ikke var behørigt opfyldt ved at anføre delvist at alt hvad ægtefællerne ejede skulle være i lige sameje, samt delvist at dette og senere erhvervelser skulle være skilsmissesæreje. Landsretten fandt imidlertid, at en bestemmelse som angiver, at "alt hvad parterne ejer og senere erhverver" skulle være særeje, opfylder de krav, der kan stilles til specifikationen af de relevante formuegoder. På baggrund heraf blev ægtepagten tinglyst.

Til Eksamen

U 1994.339 Ø illustrerer, at specifikationskravet for ægtepagter om særeje opfyldes, af en bestemmelse der angiver, at "alt hvad parterne ejer og senere erhverver" skal være særeje.