ÆFL § 3 - Den hæftende ægtefælle – U 1994.328 Ø

Resumé

Dom afsagt af:

Østre Landsret

Dissens: 

Ingen

Tema: 

Hæftelse for den anden ægtefælles dispositioner/princippet om særhæften

Fakta:

Manden, M, bestilte håndværkeren A til at reparere pudsslaget på en ejendom, som hustruen, H, ejede. A havde forinden påbegyndelsen af arbejdet undersøgt ejerforholdet og konstateret, at H var eneejer. H var til stede på ejendommen under udførelsen, hvor A flere gange talte med hende.

M og H havde særskilt økonomi, og de forklarede samstemmende i retten, at kun M ønskede arbejdet udført, og det skete under forudsætning af, at M betalte herfor alene. Landsretten fandt imidlertid, at det måtte have stået klart for H, at A regnede med, at arbejdet udførtes efter bestilling af også ejendommens ejer. Da H ikke havde gjort noget for at bringe A ud af denne vildfarelse, hæftede også hun for udgifterne.   

Eksamensrelevans:

Særhæften:

Lov om ægtefællers økonomiske forhold § 3, fastslår princippet om særhæften - altså at en ægtefælle ikke kan stifte gæld med virkning for den anden. Det kræver derfor et særligt grundlag, førend den anden ægtefælle kan blive medhæftende.

Hæftelse på ulovbestemt grundlag:

Spørgsmålet var derfor, om H på et særligt grundlag hæftede for arbejdet. Det er vigtigt at fastslå, at H på baggrunden af ægtefællernes forklaringer ikke kunne anses for at have givet §18- eller anden fuldmagt til M til at indgå handlen på hendes vegne.

Her fandt landsretten, at A regnede med, at arbejdet udførtes efter bestilling også af ejendommens ejer, sådan at han fik et krav mod ejeren. Dette måtte ifølge landsretten have stået klart for H, hvorfor hun burde have bragt A ud af denne vildfarelse. Da hun ikke gjorde dette, blev hun således bundet i kraft af hendes passivitet.

Af landsrettens præmisser kan det udledes, at der fandtes at have forelagt en adfærdsfuldmagt, da håndværkeren med føje har troet, at bestillingen af arbejdet har været på begges vejne. Dommen kan således sige at være udtryk for en tillempning af fuldmagtsreglerne blandt ægtefæller, hvor navnlig adfærdsfuldmagter, som i denne sag, ofte antages.

Dommen er i overensstemmelse med tidligere praksis i U 1991.343 V og U 1987.43 V.   

Til Eksamen

Dommen er udtryk for at der i retspraksis er større tilbøjelighed til at antage fuldmagt blandt ægtefæller, når dette kan anses som værende i tredjemands interesse. Det nære forhold blandt ægtefæller kan skabe uklarhed om, for hvem eller i hvis interesse der rådes, hvilket kan give indtrykket af, at der foreligger en adfærdsfuldmagt. Passivitet fra fuldmagtsgiveren kan således etablere netop dette fuldmagtsforhold, som i U 1994.328 Ø, hvor H ikke bragte A ud af denne vildfarelse.