Advokatens anskaffelse af UfR – TfS 1984. 549 H

Resumé

Dom afsagt af: 

Højesteret sat med 5 dommere 

Dissens: 

Ingen 

Tema: 

Fradrag for faglitteratur - driftsomkostning

Fakta:

En selvstændigt erhvervsdrivende advokat havde indkøbt en samling faglitteratur til brug i sin nyligt etablerede advokatvirksomhed. Der var tale om både ældre og nyere udgaver af Ugeskrift for Retsvæsen samt abonnementer på forskellig faglitteratur. Han ønskede at opnå fradrag for udgiften hertil som en driftsomkostning i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, med henvisning til, at der var tale om en nødvendig og normal udgift for en advokatvirksomhed. Skattemyndighederne traf afgørelse om, at alene en mindre skønsmæssigt ansat del af udgiften var fradragsberettiget, idet de resterende udgifter blev anset for anlægsudgifter. Begrundelsen herfor var, at den driftsmæssige værdi af samlingen ikke ville være udtømt i ét indkomstår. Samlingen ville derimod have værdi som grundlag for indkomsterhvervelse i en længere årrække og måtte derfor betegnes som en anlægsudgift. Både landsretten og Højesteret gav skattemyndighederne medhold heri.

Eksamensrelevans:

Det følger af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, at udgifter, som i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten kan fradrages som en driftsomkostning. Begrebet "driftsomkostning" omfatter alene udgifter, der medvirker til opretholdelse af den løbende indkomst, mens udgifter til etablering af indkomstgrundlaget ikke er fradragsberettigede. Disse udgifter omfatter bl.a. anlægsudgifter, der efter omstændighederne kan afskrives, men ikke fradrages, medmindre der er særskilt hjemmel hertil i lovgivningen.

Som udgangspunkt er udgifter til faglige tidsskrifter, håndbøger, mv. fradragsberettigede, da de kan kategoriseres som driftsomkostninger afholdt til vedligehold af indkomsten, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. I de tilfælde, hvor der er tale om anskaffelse af en større samling af littatur til stiftelse af et fagbibliotek eller lignende, betragtes udgiften imidlertid som en anlægsudgift, der ikke er fradragsberettiget. I nærværende sag var der tale om en nyligt etableret advokatvirksomhed og erhvervelse af en stor samling, der dækkede ugeskrifter gennem en længere årrække, hvilket talte for, at udgiften blev afholdt til etablering snarere end vedligehold af et indkomstgrundlag.

Det er en forudsætning for opnåelse af fradrag for anskaffelse af faglitteratur, at den pågældende litteratur kan understøtte skatteyderen professionelt i dennes arbejde, idet der ikke kan opnås fradrag for populærvidenskabelige værker. Se desuden Den Juridiske Vejledning, afsnit C.A.4.3.1.4 om udgifter til kurser, studierejser og faglitteratur for lønmodtagere og afsnit C.C.2.2.2.2.4 om udgifter til faglitteratur i selvstændig erhvervsvirksomhed mv.    

I nærværende dom blev resultatet således, at Højesteret stadfæstede landsrettens dom. Advokatens anskaffelse af den store samling faglitteratur i forbindelse med etablering af hans selvstændige advokatvirksomhed kunne ikke anses som en fradragsberettiget driftsomkostning i medfør af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Dette gjaldt, da den driftsmæssige værdi af samlingen ikke var udtømt i ét indkomstår. Samlingen tjente derimod til at opnå indkomsterhvervelse i en længere uvis periode, hvorfor der var tale om en anlægsudgift. Advokaten kunne derimod opnå en mindre og skønsmæssigt ansat fradrag for en del af de øvrige abonnementer på faglitteratur mv., han havde anskaffet. Skattemyndighederne anerkendte, at det var fast skatteretlig praksis at acceptere, at et beløb svarende nogenlunde til en normal årlig udgift til anskaffelser af faglitteratur kunne fradrages; også ved anlæg af et fagbibliotek. Skattemyndighederne tilkendte således et mindre beløb, som nogenlunde svarede til sagsøgerens normale udgifter til anskaffelser. Hverken landsretten eller Højesteret fandt grundlag for at tilsidesætte dette skøn.

Til Eksamen

I TfS 1984, 549 H fandt Højesteret, at en nyligt etableret selvstændig advokat ikke var berettiget til fuldt fradrag for de udgifter, han havde afholdt til anskaffelsen af en større samling faglitteratur, selvom der var tale om nødvendige og hensigtsmæssige arbejdsredskaber. Dette gjaldt, da udgiften var afholdt for at opnå indkomsterhvervelse i en længere uvis periode og således måtte kategoriseres som en anlægsudgift. Advokaten fik dog et skønsmæssigt fradrag for en mindre del af beløbet svarende til hans normale årlige udgifter til anskaffelse af faglitteratur som en driftsomkostning.