Århus-arrest – U 2014.1150 H
Resumé
Dom afsagt af:
Højesteret med 9 dommere
Dissens:
Ingen
Tema:
Strafferet, passiv medvirken, vold
Fakta:
Under en gårdtur med 6 andre indsatte, T1-T5 og G, i Århus-arrest blev F udsat for grov vold omfattet af STRFL § 245, stk. 1. Volden stod på i ca. 45 minutter, og den bestod af spyt i ansigtet, mange spark og slag i ansigtet og på kroppen. F fik endvidere presset en flaske mod sine tænder, mens der blev slået på den, og han blev tvunget til at spise ca. 15 cigaretskodder.
G blev i landsretten fundet ansvarlig for den samlede voldsudøvelse, og dennes sag var ikke omfattet af anken for Højesteret. Det blev af landsretten lagt til grund, at der i hvert fald var to aktive deltagere i voldudøvelsen, men det var ikke bevist hvem af de øvrige tiltalte, der havde deltaget aktivt i volden med G. Flertallet af de voterende i landsretten fandt, at T1-T5 måtte have indset, at de ved deres tilstedeværelse under det langvarige forløb og ved ikke at have taget afstand for den grove vold, havde skærpet situationen som den værgeløse F befandt sig i. Landsretten fandt herefter, at T1-T5 var skyldige i medvirken til den samlede voldsudøvelse.
Højesteret bemærkede, at T1-T5 havde været tilstede i gården og, at de var klar over, at der blev begået grov vold over en længere periode. Der kunne imidlertid ikke fastslås en særlig forbindelse mellem den enkelte tiltalte og det kriminelle hændelsesforløb. De tiltalte havde ikke mulighed for at forlade gården, da gården var låst af. Den enkelte tiltalte kunne have tilkaldt vagterne for derved at forsøge at stoppe voldshandlingerne, men der kunne ikke ses bort fra, at de tiltalte ville kunne risikere repressalier i form af tilsvarende vold, hvis en vagt blev tilkaldt. Herefter fandt Højesteret, at det ikke udgjorde medvirken til vold, at de tiltalte undlod at sige fra over for volden. T1-T5 blev herefter frifundet.
Eksamensrelevans:
Det følger af STRFL § 23, stk. 1, nr. 1, at strafansvaret omfatter alle, "der ved tilskyndelse råd eller dåd" medvirker til en forbrydelse. Straffeloven indeholder endvidere få særregler om strafansvar for passivitet, fx STRFL § 253, stk. 1, nr. 1 om hjælp til nogen, der er i øjensynlig livsfare. Det er i teori og praksis antaget, at ansvar for medvirken til forbrydelse kan pådrages ved passivitet i de tilfælde, hvor passiviteten kan sidestilles med en aktiv medvirkenshandling, uanset at et sådant ansvar ikke følger direkte af mange af straffelovens bestemmelser. Et eksempel herpå kunne være hvor en person efter aftale med en indbrudstyv undlader at slå en tyverialarm til.
For at ansvar for passiv medvirken kan ifaldes, kræves det normalt, at der er en særlig forbindelse mellem den passive person og det kriminelle hændelsesforløb. Dette skyldes, at der med rimelighed skal kunne forventes en aktiv handling fra den pågældende. Såfremt der ikke foretages en aktiv handling, kan passiviteten ses som udtryk for tilslutning til eller understøttelse af forbrydelsen, jf. Højesterets begrundelse i dommen U 2014.1150H.
I sager om gruppeoptræden må der som udgangspunkt stadig kræves bevis for, hvad hver enkelt har foretaget sig og med hvilken form for tilregnelse. Ved passiv medvirken kan et ansvarsgrundlag eksempelvis ligge i en forudgående aftale.
I dommen trykt i U 2014.1150H blev de fem tiltalte frifundet for medvirken ved passivitet, bl.a. fordi det blev lagt til grund, at de tiltalte ikke havde kunne forudse voldsudøvelsen. I sagen var F blevet udsat for grov vold efter STRFL § 245 under en gårdtur i Århus-arrest. G var i landsretten fundet skyldig i hele voldsudøvelsen, og for Højesteret var spørgsmålet om de øvrige indsatte i gården, T1-T5, kunne anses for at have været passivt medvirkende til volden. Det fandtes bevist, at i hvert fald én af de tiltalte havde deltaget i voldsudøvelsen med G, men det var ikke muligt at bevise hvem. Da de tiltalte desuden ikke havde haft mulighed for at forlade den aflåste gård, og da der ikke kunne ses bort fra, at den enkelte tiltalte risikerede repressalier i form af vold, såfremt de tilkaldte en vagt, frifandt Højesteret T1-T5 for medvirken til vold.
Som et eksempel på en dom, hvor de tiltalte blev dømt for passiv medvirken se U 1996.1638H, refereret i LearningLaw under "Invalidepensionst-dommen".
Til Eksamen
I dommen trykt i U 2014.1150H fandt Højesteret, at det ikke var strafbar medvirken til vold, at fem indsatte i Århus-arrest undlod at sige fra over for grov vold, der blev begået mod en anden indsat under en gårdtur. Af dommen kan det udledes, at der kræves en særlig forbindelse mellem den passive person og det kriminelle hændelsesforløb, før der kan ifaldes ansvar for passiv medvirken.
Højesteret bemærkede i sin begrundelse for frifindelse af de fem tiltalte, at ansvar for medvirken til fx vold kan pådrages ved passivitet. Højesteret udtalte, at der normalt kræves en særlig forbindelse mellem den passive person og det kriminelle hændelsesforløb, således at der med rimelighed kan forventes en aktiv handling fra den pågældende. I sådanne tilfælde vil passiviteten kunne anses som udtryk for tilslutning til eller understøttelse af forbrydelsen. I U 2014.1150H var det ikke bevist, at der forelå en sådan særlig forbindelse mellem den enkelte tiltalte og det kriminelle hændelsesforløb. Da de tiltalte endvidere ikke havde mulighed for at forlade gården, og da det ikke kunne udelukkes, at de tiltalte risikerede repressalier i form af vold, såfremt de tilkaldte en vagt, blev de tiltalte frifundet for medvirken til vold.