Aalborg Kloster – U 1968.84/2 H
Resumé
Dom afsagt af:
Højesteret med 7 dommere
Dissens:
Ingen
Tema:
Erstatning, ulovbestemt objektivt ansvar, skader i naboforhold, skader forvoldt ved udgravninger og piloteringer, ejendommens særlige forhold
Fakta
Ved et større byggeri på Budolfi Plads i Aalborg blev der foretaget fundering ved nedramning af betonpæle. Forud for byggeriets påbegyndelse var der foretaget undersøgelse af jordlagenes bæreevne ved boringer og udgravninger, der viste, at det ville kræve en speciel fundering, hvorefter man valgte pælefundering. Der blev desuden foretaget besigtigelse og undersøgelser af ejendommene, der lå direkte op til Budolfi Plads, men der blev ikke foretaget besigtigelse og undersøgelse af klostrets bygninger, da de lå længere væk.
Der blev endvidere foretaget prøvenedramninger, uden der fremkom reklamationer fra ejerne af de omkringliggende ejendomme, hvorefter arbejdet blev iværksat. Arbejdet blev udført på en sådan måde, at nedramningen af pælene skete med særlig lav faldhøjde for at begrænse rystelserne og de potentielle skadesrisici.
Mens nedramningsarbejdet stod på, blev der konstateret rystelser og revnedannelser i Aalborg Klosters bygninger, der var beliggende få hundrede meter nord for Budolfi Plads, hvorfor klostret anlagde erstatningssag mod bygherren og det entreprenørselskab, der var antaget af bygherren til at udføre piloteringen. Efter en omfattende bevisførelse i sagen, hvor der bl.a. blev gennemført to syns- og skønsforretninger, lagde Højesteret til grund, at rystelserne fra piloteringsarbejdet havde fremkaldt eller udløst revnedannelser i klostret, hvorefter spørgsmålet var, om de sagsøgte var ansvarlige for disse.
Eksamensrelevans
På en række områder har lovgivningsmagten besluttet at indføre objektivt ansvar ved lov, som domstolene er forpligtede til at følge. Uden for de lovregulerede områder har domstolene i enkelte, særlige tilfælde statueret objektivt ansvar og meldt det tydeligt ud i deres præmisser, men overordnet set har domstolenes holdning til objektivt ansvar på ulovbestemt grundlag dog været præget af stor forsigtighed. Domstolene har fortrinsvis statueret objektivt ansvar på afgrænsede områder, hvor der løbende opstår sager, så domstolene løbende har kunne udvikle retstilstanden for det objektive ansvar.
De væsentligste højesteretsdomme om ulovbestemt objektivt ansvar udover dommen om Aalborg Kloster er afsagt i 1980'erne, hvor især dommene trykt i U 1983.866/2H og U 1987.258 H, der ligeledes er kommenteret, er særligt interessante.
Pålægges af ulovbestemt objektivt ansvar kan være en nærliggende mulighed ved skader, der forvoldes mod naboer, da de grundet deres faste og uundgåelige stilling som naboer har en ikke ubetydelig risiko for at lide skade, såfremt deres nabo udøver virksomhed af en vis farlig karakter: Dette kunne eksempelvis være tilfældet ved udgravninger ledsaget af pilotering eller lignende aktivitet.
Ved en række landsretsdomme afsagt i perioden 1941-1961 var bygherrer blevet pålagt objektivt ansvar for skader forvoldt ved farlige udgravninger, hvorimod Højesteret indtil dommen om Aalborg Kloster i stedet havde anvendt en culpavurdering.
I dommen om Aalborg Kloster skulle først Landsretten og derefter Højesteret tage stilling til, om bygherren og den udførende entreprenør var ansvarlige for revnedannelserne i klostret som følge af rystelserne fra piloteringsarbejdet på Budolfi Plads.
Landsretten fandt, at det ikke i sig selv havde været uforsvarligt at anvende pilotering ved pælenedramning i forhold til klostret, da det lå i forholdsvis stor afstand fra byggepladsen, og da pælenedramning var en almindelig fremgangsmåde ved et sådant byggeri, hvis skadevirkninger som regel var begrænset til en ret snæver radius fra byggepladsen. Landsretten fandt det heller ikke uforsvarligt, at klostrets grund og bygninger ikke var blevet undersøgt inden nedramningens påbegyndelse, og da entreprenøren desuden havde anvendt en usædvanlig lav faldhøjde, og det ikke var sandsynliggjort, at der var begået fejl eller forsømmelser under arbejdets udførelse, ifaldt entreprenøren ikke ansvar for skaderne.
Det interessante ved dommen er dog ikke spørgsmålet om entreprenørens ansvar, men derimod bygherrens, da hverken Landsretten eller Højesteret fastslog et culpaansvar. Med støtte i bl.a. udtalelserne fra de afhjemlede skønsmænd, lagde Landsretten vægt på, at pilotering ved pælenedramning medfører en vis fare for rysteskader på de omkringliggende ejendomme - navnlig ved et større byggeri som i sagen om Aalborg Kloster - og at skadevirkningernes radius ikke kunne beregnes på forhånd.
Selvom sandsynligheden for sådanne skader på klostrets bygningen ikke havde været beregnelige på grund af afstanden, fandtes bygherren at burde bære omkostningerne for de forårsagede skader, da arbejdet var udført i dennes interesse, efter dennes anvisninger og for dennes regning, og derfor havde bygherren mulighed for at indregne denne risiko ved budgetteringen og planlægningen af arbejdet.
Højesteret henviste til Landsrettens bemærkninger og fremhævede desuden, at bygherren af økonomiske grunde havde valgt at foretage den pågældende funderingsmetode, og at entreprenøren i denne forbindelse havde oplyst bygherren om, at han tidligere havde været ude for, at der i Aalborg var opstået skader på grund af pælenedramning. Da entreprenøren havde rådet bygherren til at tegne en all risk forsikring, hvilket bygherren fravalgte, måtte bygherren bære risikoen selv.
På baggrund af Højesterets præmisser kan det sluttes, at der kan pålægges objektivt ansvar, hvis følgende betingelser er opfyldt:
- Der skal foreligge en risiko for skader,
- som rent faktisk udløses som følge af bygherrens valg af metode, selvom dette valg ikke er culpøst, og
- bygherren skal have kendskab til, at denne metodes anvendelse kan udløse risikoen for skader.
Der skal altså foretages en risikoafvejning af, hvem der er nærmest til at betale, såfremt der sker skader, uden at der foreligger fejl, men når skadevolderen vidste, at hans metode kunne give skaderne.
Dommen om Aalborg Kloster kan dog næppe siges at have åbnet op for et generelt objektivt ansvar på området, hvilket da også understreges af, at hverken senere retspraksis eller lovgivning har indført et ubetinget og altomfattende objektivt ansvar på området for farlige udgravninger.
Til Eksamen
I dommen U 1968.84/2H pålagde Højesteret for første gang en bygherre objektivt ansvar som følge af skader opstået ved udgravnings- og piloteringsarbejder. I den pågældende sag skulle Højesteret tage stilling til, om en bygherre og en entreprenør skulle gøres ansvarlige for de skader, der var blevet påført Aalborg Kloster som følge af rystelser forårsaget af pælenedramning på en byggeplads ca. 100-200 meter fra klostret.
Højesteret fandt, at entreprenøren ikke havde handlet uagtsomt. I vurderingen af, om bygherren skulle gøres ansvarlig for skaderne, lagde Højesteret vægt på, at pilotering ved pælenedramning medfører en vis fare for rysteskader på omliggende ejendomme uanset, hvilken udførelsesmåde man anvender, navnlig ved et større byggeri som det foreliggende, og at skadevirkningernes radius ikke lader sig beregne på forhånd. Selvom sandsynligheden for sådan skade på klostrets bygninger på grund af afstanden på forhånd måtte have stået som fjerntliggende, fandtes bygherren at burde bære omkostningerne for de forårsagede skader, da arbejdet var udført i dennes interesse, efter dennes anvisninger og for dennes regning, og derfor havde bygherren mulighed for at indregne denne risiko ved budgetteringen og planlægningen af arbejdet. Højesteret henviste desuden til, at bygherren af økonomiske grunde havde valgt at foretage den pågældende funderingsmetode, og at entreprenøren i denne forbindelse havde oplyst bygherren om, at han tidligere havde været ude for, at der i Aalborg var opstået skader på grund af pælenedramning, hvorfor han rådede bygherren til at tegne en all risk forsikring, hvilket bygherren fravalgte, hvorfor bygherren måtte bære risikoen selv.
På baggrund af Højesterets præmisser kan det sluttes, at der kan pålægges objektivt ansvar, hvis følgende betingelser er opfyldt:
- Der skal foreligge en risiko for skader,
- som rent faktisk udløses som følge af bygherrens valg af metode, selvom dette valg ikke er culpøst, og
- bygherren skal have kendskab til, at denne metodes anvendelse kan udløse risikoen for skader.
Der skal altså foretages en risikoafvejning af, hvem der er nærmest til at betale, såfremt der sker skader, uden at der foreligger fejl, men når skadevolderen vidste, at hans metode kunne give skaderne.
Dommen om Aalborg Kloster kan dog næppe siges at have åbnet op for et generelt objektivt ansvar på området, hvilket da også understreges af, at hverken senere retspraksis eller lovgivning har indført et ubetinget og altomfattende objektivt ansvar på området for farlige udgravninger.